Pas på de mange nye vejkrydsere!
Skolerne tager i indeværende uge hul på et nyt skoleår, og det er ensbetydende med, at mange nye - og meget små og sårbare - trafikanter dukker op i trafikken. Der er naturligvis tale om skolernes yngste elever fra børnehaveklasse og 1. klasse.
5-Ã¥rige Anne Kirstine Ladefoged
Hove er én de mange små grenaaensere, der skal starte i skole for første gang i indeværende uge. Hun skal gå i børnehaveklasse på Vestre Skole og ses her sammen med sin far, Børge Hove. Anne Kirstine ses med den vejkrydser-kasket og T-shirt, som alle de nye elever får udleveret.
Som tidligere år kører der i forbindelse hermed en færdselssikkerheds-kampagne, der er tilrettelagt af Færdselssikkerhedsudvalget i Grenaa Politikreds, der dækker kommunerne Ebeltoft, Grenaa, Midtdjurs og Nørre Djurs kommuner. På skolevejene vil man således støde på kampagne-plakater, hvor bilister og andre trafikanter opfordres til at passe på de nye og ofte lidt usikre trafikanter. Forældrene til de små vejkrydsere modtager ligeledes noget informationsmateriale i form af folderen »Hjælp den lille vejkrydser«, der giver gode råd om, hvordan man bedst sørger for, at ens barn kommer sikkert til og fra skole. Folderen slår også fast med syvtommersøm, at det først og fremmest er forældrenes ansvar, at man sørger for dette. Det handler om at finde den bedste og sikreste skolevej for ens barn, og så ellers øve den valgte vej sammen med barnet indtil man er sikker på, at barnet kan tackle alle de eventuelle faremomenter, der kan dukke op på vejen til og fra skole. Vælger man at køre sit barn til og/eller fra skole, er der også nogle gode råd at hente i folderen. Ved mange skoler opstår der ofte farlige situationer om morgenen, når forældrene skal sætte børnene af. Derfor opfordres man som bilist til ikke at ankomme til skolen i sidste øjeblik, til at køre langsomt ved skolen og parkere med omtanke, benytte overgange med skolepatrulje, hvis der er én, og at man i det hele taget udviser stor agtpågivenhed i et område, hvor der jo færdes mange skolebørn.
Kampagnen indeholder også udlevering af vejkrydser-kasketter og T-shirts til de små elever på skolerne, ligesom politiet i særlig grad vil holde et vågent øje med trafikken ved skolerne i forbindelse med starten på det nye skoleår.
Én af de mange nye skole-elever er 5-årige Anne Kirstine Ladefoged Hove, som i denne uge skal starte i børnehaveklasse på Grenaa Vestre Skole. Og det glæder hun sig naturligvis rigtig meget til. Forældrene hedder Børge og Susanne Hove, og de synes begge to, at det er lige tidligt nok at sende hende afsted alene, så hun er én af de børn, der vil blive kørt til og fra skole hver dag.
Men vi har ikke desto mindre øvet meget med hende her i sommerferien. Vi har været ude og cykle sammen hver dag, for vi skal jo kunne cykle ture sammen på forsvarlig vis. Og det er jo ét eller andet sted de første spæde skridt i retning af, at hun - når hun bliver større - selv skal kunne cykle til og fra skole på sikker vis, siger Børge Hove.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex