Onsdag den 11. august kl. 19.00 afholder Ældre Sagen i Nørre Djurs et IT-orienteringsmøde i Nørre Djurs Hallen i Glesborg.
Mødet har overskriften: »Der findes ingen dumme spørgsmål om PC og Internet«. Senior PC-supporter Leif Pehrson fra Århus vil orientere om emnet på mødet.
Baggrunden for info-mødet er, at Ældre Sagen i Nørre Djurs arrangerer et IT-kursus for ældre til september.
– Men forinden bliver der altså mulighed for at få mere at vide om PC’en og de muligheder der findes ved at hoppe med på den teknologiske udvikling, siger formanden for Ældre Sagen i Nørre Djurs, Ingeborg Kyed Pedersen, og fortsætter:
– Det har længe været et stort ønske at få IT-kurser op at stå i vort lokalområde - nærmere betegnet Glesborg Skole - og det sker nu i et samarbejde med Grenaa Tekniske Skole, der vil stå for undervisningsdelen, beretter formanden.
Informationsmødet henvender sig til alle ældre og seniorer, der har lyst til at høre mere om PC-verdenen og dens muligheder. På mødet vil erfarne ældre PC-brugere svare på spørgsmål. Der er gratis at deltage i mødet, og man behøver ikke at være medlem af Ældre Sagen for at deltage. Tilmelding er dog nødvendig af hensyn til kaffebordet.
Formanden Ingeborg Kyed Pedersen fortæller endvidere, at der er nogle få ledige pladser i bussen til Ældre Sagens ferietur til Gudbrandsdalen i Norge den 15. august.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex