Grenaa Kino’s program i indeværende uge byder blandt andet på en Danmarkspremiere i form af »Garfield The Movie«. Det sker på fredag den 6. august.
Verdens ubetinget mest dovne kat forlader således lænestolen og tegneseriens verden, for i stedet at dukke op på det store hvide lærred i en computer-animeret udgave, som Bill Murray lægger stemme til i originalen, mens det er Tommy Kenter, der står for den danske version.
Parkeret i en komfortabel lænestol foran fjernsynet - med rigelige forsyninger af sin livret lasagne, og med en strøm af fornærmelser rettet mod sin søde, men forvirrede ejer Jon/Harald - er Garfield suverænt herre i sit eget univers. Men så kommer der en kåd, logrende, savlende hund ind i den lille husstand, og Odie/Futte vender snart op og ned på Garfields ellers så perfekte verden.
Men Kino har naturligvis mange andre attraktive film-tilbud i denne uge at byde på. Således havde Kino i fredags Danmarkspremiere på den amerikanske storfilm »Kong Arthur« med blandt andre danske Mads Mikkelsen i hovedrollen som ridderen Tristan. Der er tale om en storslået film-udgave bygget på de sagnomspundne myter om Kong Arthur og Ridderne om Det Runde Bord, som er blevet fortalt og genfortalt et hav af gange på både film og TV - foruden bøger og Disney-tegnefilm med mere. Og det er næppe for meget sagt, at der ikke er sparet på noget i denne nye spillefilmsudgave om Kong Arthur og hans riddere.
Spillefilm med superhelte fra tegneseriernes univers som hovedpersoner, kan Kino levere hele to af i indeværende uge. Dels den ekstremt anmelderroste »Spider-Man 2« med Tobey McGuire i hovedrollen, og dels Ron Pearlman som dæmonen »Hellboy«, der bliver vakt til live af nazisterne under 2. Verdenskrig, men som bliver omvendt til at tjene den gode sags tjeneste i kampen mod det onde.
Endelig er det fortsat muligt at opleve Harry Potter og hans venner - og fjender for den sags skyld - i »Harry Potter 3 - Fangen fra Azkaban«. Dog kun lørdag og søndag eftermiddag.
I Grenaa Kino kan man i indeværende uge blandt andet opleve filmen »Hellboy« med Ron Pearlman i rollen som dæmonen, der kæmper for det gode.
På fredag den 6. august er der Danmarkspremiere på »Garfield The Movie« i Grenaa Kino.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex