I snart mange år har det berygtede kryds i Ålsø været anset for en såkaldt ”sort plet”, d.v.s. et sted, hvor der sker for mange alvorlige trafikulykker. Beboerne i området har længe råbt på en løsning, politiet har peget på en rundkørsel som en rigtig løsning, mens amtets teknikere har ønsket en anden løsning.
Resultat: det blev for kort tid siden fra amtets side gjort klart, at rundkørslen ikke bliver aktuel, og at en løsning således ikke ligger lige om hjørnet.
Men i lørdags skete der så en uhyggelig ulykke, som i dén grad har sat sindene i kog. Tre unge mennesker fra Brønderslev blev slået ihjel i sammenstødet med en tysk minibus.
Udover på ny at ruske op i debatten om den manglende sikring af Ålsø-krydset har den skrækkelige ulykke også vist sig at være et eksempel på netop dét, så mange borgere på Djursland frygtede, da amtet sidste år nærmest nedlagde Grenå Sygehus med tilhørende beredskab. Dengang gik debatten bl.a. på, at det kunne være et problem, hvis ambulancerne i Grenå var optaget af at køre patienter til de store sygehuse, og lægebilen måske befandt sig langt væk fra Grenå-området, hvis den helt store ulykke skete hér.
”Teoretisk snak”, mente amtsrådets sundhedsudvalg dengang, men i lørdags blev det blodigt alvor. Den første ambulance var fremme ved ulykkesstedet et kvarter efter 112-opkaldet i stedet for 9½ minut, som aftalen med Falck lyder for vores område!
Andetsteds i Netavisen kan du i øvrigt læse et indlæg fra den lokale beboerforening!
Kilde: Rex
Rex