MESBALLE - Socialdemokraterne Midtdjurs inviterer til sommerfest for hele familien lørdag 7. august ved Ørredsøen i Mesballe.
Partiformand Niels Broni håber på godt vejr ved Ørredsøen på lørdag, hvor Socialdemokraterne inviterer hele familien Midtdjurs - uanset partimæssig tilhørsforhold - til kombineret sommer- og fiskefest
|
Socialdemokraternes formand Niels Broni understreger, at alle uanset partitilhørsforhold er velkomne ved arrangementet, der begynder om eftermiddagen. Ørredsøen er blevet fyldt med ørreder til lejligheden, så der bliver rig mulighed for at få noget på krogen for alle, der møder frem med egen fiskestang. Det er muligt at købe et fiskekort på stedet.
Det er Helle og Kim T. Jensen, der ejer Ørredsøen. Kim T. Jensen er partiets gruppeformand i kommunalbestyrelsen.
Om eftermiddagen bliver der desuden lavet orienteringsløb til glæde for de fremmødte børn. Ved aftenstid bliver grillen tændt. Alle skal selv medbringe grillmad med tilbehør. Øl, vand vin og kaffe kan købes.
- Der er alene tale om et hyggearrangement for hele familien, hvor det politiske er gemt væk for en stund. Derfor håber vi også, at alle, der kan lide at fiske og som vil have en god dag og aften sammen med familien, vil dukke op, siger Niels Broni.
Socialdemokraterne lavede et lignende arrangement sidste år med pæn tilslutning. Bliver der økonomisk overskud, vil det i lighed med sidste år blive uddelt ved en aktuel lejlighed i form af en pris til en eller flere personer, som har gjort en aktiv indsats i det lokale fritids- og kulturliv.
Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 3. august
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex