Koncert med Kurt Ravn i Grenaa Kirke søndag d. 31/1 kl. 16-17
I januarkulden kan man glæde sig til at lune sig i selskab med Kurt Ravn og Carl Ulrik Munk-Andersen. De to musikere har i mange år turneret i hele Danmark og trækker altid fulde huse med deres sang og musik. Siden Kurt Ravn blev uddannet fra Statens Teaterskole i 1973 har han markeret sig som en af sin generations mest talentfulde og alsidige skuespillere og sangere. Sideløbende med de mange roller på teater, film og tv har han dyrket sin musikalske karriere med koncerter i hele landet og talrige cd-indspilninger.
Kurt Ravn.
|
Kurt Ravn mestrer som få både skuespillets og sangens kunst, hvilket har bragt ham stor succes i musical-roller som blandt andet Jean Valjean i Les Miserables. I 1996 debuterede han som operasanger i Wiens berømte Konzerthaus i rollen som herr Leonard i Carl Nielsens Maskerade. Cd-indspilningen af Maskerade udløste senere en Grammy. I 2000 repræsenterede han også Danmark i den specielle Les Miserables 10-års Jubilæumskoncert i Royal Albert Hall i London og kunne om sommeren opleves i Tivoli Showet med Sanne Salomonsen, Preben Kristensen og Per Pallesen, ligesom han jævnligt er solist hos landets symfoniorkestre.
Carl Ulrik Munk-Andersen er en skattet musiker med en lang karriere bag sig. Allerede som studerende på konservatoriet var han bredt funderet i både den klassiske verden og teaterverdenen. Han har siden haft samarbejde med flere skuespillere.
Carl Ulrik Munk-Andersen er også kendt som komponist og dirigent.
Et samarbejde mellem Grenaa Kirkes Menighedsråd og Grenaa Kunst- og Musik forening har resulteret i denne koncert.
Pris:
150 kr. Billetter kan købes på kirkekontoret og turistkontoret.
Det er hér dét sker:
Grenaa Kirke
Torvet 12
8500 Grenaa
Tlf: 86321415
www.grenaasogn.dk
Kilde: Grenaa Kirke.
Bjarke.