Når kommunalbestyrelsen holder det første møde efter sommerferien er det som regel ganske kort, fordi der kun er få sager at behandle. Sådan var det også på mødet i aftes, men til gengæld bød mødet på noget så usædvanligt som TV-forevisning med efterfølgende beslutning om kommunal økonomisk støtte til et stort internationalt arrangement i den nærmeste fremtid.
Bredbåndsforeningen DjurslandS.net med hovedsæde i Nørre Djurs har igennem deres arbejde med at lave trådløst netværk over hele Djursland selv i de tyndest befolkede områder vakt stor opsigt også i udlandet. Allerede nu har man fået så mange husstande koblet op på Internettet, at DjurslandS.net nu er det største ukommercielle trådløse netværk i Europa!
Dette fornemme resultat har bl.a. haft dén effekt, at DjurslandS.net er udpeget som værter for dette års såkaldte Freifunk-Messe, der således kommer til at foregå i Nørre Djurs Hallen i Glesborg. Messen er et træf for ”frie net”, d.v.s. netværk, der er etablerede i tyndt befolkede områder, hvor ingen af de gængse tele-selskaber overhovedet orker at operere, da de ikke kan hente de store gevinster dér. Sidste år foregik messen i Berlin, og i perioden fra d. 3.-10. september skal den altså foregå i Glesborg, hvortil der allerede har meldt sig deltagere fra USA, Tyskland, England, Polen, Frankrig, Holland, Spanien, Østrig, Armenien, Uruguay og Armenien samt de 5 nordiske lande.
På et møde i DUR-samarbejdet forleden tog man stilling til en ansøgning fra DjurslandS.net om økonomisk støtte, var der stor begejstring for idéen, og der blev bevilget 50.000 kr. På mødet blev også amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen så grebet af projektet, at han på stedet lovede at komme og holde åbningstalen ved det spændende konvent.
I aftes var det så vore lokale politikeres tur til at tage stilling til økonomisk støtte på initiativ af Dansk Folkepartis Knud Andersen. Som appetitvækker og for at hjælpe de ikke så IT-vante lokalpolitikere til bedre at kunne tage stilling, havde man valgt noget så usædvanligt som at lade hele det forsamlede råd se de 2 tyske TV-udsendelser om ”Internet på dåse på Djursland”, hvor navnet Djursland og i endnu højere grad Nørre Djurs blev eksponeret for millionvis af tyske seere.
Indslagene gav anledning til klapsalver hele vejen rundt fra højre til venstre i salen, og det blev énstemmigt vedtaget at bevilge 15.000 kr. som bidrag til det storstilede arrangement. Det var faktisk med beklagelse i stemmen, at borgmester Jens Peter Jellesen på det samlede råds vegne nærmest undskyldte, at vores betrængte kommune ikke kunne præstere et endnu større beløb, samtidig med at han gav DjurslandS.net de varmeste ønsker med på vejen.
Skrevet af Rex
Kilde: Rex
Rex