Det er svært både for det lokale politi og for vi andre at forstå, hvad nøjagtigt der har drevet to-tre – sandsynligvis unge -mennesker til at lave det omfattende hærværk, som søndag morgen d. 1. august blev anmeldt til Grenå Politi. På Jægergårdens Efterskole i Gjerrild brød ukendte gerningsmænd gennem et vindue, hvorefter de kunne lukke sig ind gennem en dør.
Indbruddet er sket mellem kl. 19 lørdag aften og søndag morgen, og efter således at have skaffet sig adgang til skolen, fandt de 50 liter hvid maling, som de begyndte at kaste rundt med i lokalet både på gulv, loft og inventar. Hærværket kommer til at løbe op i adskillige tusinde kroner, oplyser landbetjent Bent Bundgaard Jensen til Netavisen, for skaderne er så omfattende, at meget inventar enten er ødelagt eller kun kan renses med besvær og deraf følgende store udgifter.
Når politiet er rimeligt sikker på, at der nok har været en 2-3 stykker om den meningsløse handling, skyldes det, at de har røbet sig ved at sætte hvide fodaftryk hele vejen fra efterskolen og hen til Svalebøgen i udkanten af Gjerrild. Men hvem, der har lavet det meningsløse hærværk, har politiet indtil nu ingen anelse om – og motivet er en næsten lige så stor gåde.
Véd du noget, som måske kunne være til hjælp i opklaringsarbejdet, bedes du henvende dig hos landbetjenten (89 53 14 48) eller hos Grenå Politi. Her kunne man nemlig godt tænke sig at få opklaret den trælse sag, så der bliver sat en stopper for sådan en opførsel. Landbetjenten lover i øvrigt ”frit lejde”, så man skal ikke holde sig tilbage med at give oplysninger.
Skrevet af Rex
Kilde: landbetjent Bent Bundgaard Jensen fra Glesborg
Kilde: Landbetjent Bent Bundgaard Jensen
Rex