NIMTOFTE - Med Djurs Golf & Country Club kommer Nimtofte og Djursland i den grad på landkortet i mange år frem. Projektet vil stadig indtil videre være lidt af en sensation i Danmark.
Idemanden hedder Poul Anker Lübker, 43, og han har en vision om at gøre Midtdjurs Kommune til hjemsted for ikke bare Danmarks, men såmænd Nordeuropas største golf- og country club.
Projektet kommer blandt andet til at omfatte fire 9-hullers golfbaner, klubhus, fitness-center, svømmehal, tennisbaner, 30 hotellejligheder og 360 ferieboliger, når det står klar til indvielse i slutningen af 2006 eller begyndelsen af 2007.
Manden bag har et CV, der blandt andet fortæller, at han tidligere har været direktionsmedlem i NEG Micon, og senest har han haft ansvaret for VTP Gruppens spanske projekter.
- Rent faktisk har jeg stadig adresse i Spanien og vil have det indtil årsskiftet, fortæller Poul Arne Lübker, der under sin udstationering i Spanien har været med til at projektere lignende tiltag, som Djurs Golf & Country Club.
5-600 mio. kr.
Djurs Golf & Country Club bliver opført på et 171 hektar stort areal øst for Nimtofte og Djurs Sommerland. Den endelige detailplanlægning af byggeriet går i gang, når der er vedtaget en lokalplan for området. Lokalplanen skal efter planen være godkendt i det kommende forår.
- Jeg er gået i gang med projektet, fordi jeg ser en enestående mulighed for at skabe et attraktivt golfmiljø placeret midt i Djurslands dejlige natur og med byer som Århus, Randers og Silkeborg inden for bekvem køreafstand, fortæller Poul Anker Lübker.
Han skal, når lokalplanen er endelig godkendt, ud at skaffe kapital til at realisere opgaven. En investering på 5-600 mio. kr. bliver der samlet set tale om.
- Jeg vil ikke på forhånd udelukke nogle investorer og er allerede i dialog med flere store, men der kommer først realiteter bag, når lokalplanen er endelig godkendt. Fremskaffelse af kapital var en del af mit arbejdsoråde hos NEG Micon, så det hverv er jeg klædt på til at udføre, siger Poul Anker Lübker, som egentlig er barnefødt i Støvring nord for Randers. Da han var 8 år, flyttede familien til Midtjylland, hvor han også har taget sin uddannelse. Han er HA fra Handelshøjskolen i Herning og har senere suppleret denne med en HD (O) fra Handelshøjskolen i Århus. For 8 år siden købte han Mogenstrup Skovgaard på Ramtenvej, som bliver en slags centrum for Djurs Golf & Country Club.
Glæde i Midtdjurs
Midtdjurs Kommune bakker op om projektet. Lübker præsenterede selv ideen for kommunalbestyrelsen i sidste uge efter den åbne del af kommunalbestyrelsesmødet var afsluttet.
Borgmester Kim Dalgaard Poulsen hilser naturligvis Djurs Golf & Country Club velkommen til kommunen.
- Vi bakker fuldt ud op om projektet, som vil fremme turismen i området, skabe arbejdspladser og øge tilflytningen til området, siger borgmesteren, der også er tilfreds med, at projektet vil værne om natur og områdets dyreliv.
Projektet blev præsenteret på et pressemøde på Mogenstrup Skovgaard i går mandag efter redaktionens slutning. Lokalavisen var naturligvis repræsenteret og følger op på dette banebrydende initiativ i det kommende nummer.
Der er opstillet følgende retningslinier for projektet:
- Djurs Golf & Country Club
tilbyder den stigende gruppe af
Danske og europæiske golfere og
turister et menneske- og
familievenligt total-koncept, hvor
de under afslappede og
velorganiserede former kan nyde
deres fritid og ferie i ægte
livsstils-golfmiljø.
- Projektet skabes i harmoni med
Djurslands smukke natur, dyreliv,
de turistpolitiske handlingsplaner
og Ã…rhus Amts regionalplan
2001.
- Byggeri skal udføres i høj
kvalitet og med fokus på
golfmiljø.
- Golfanlæg skal designes og
udføres professionelt og i høj
standard.
- En attraktiv investering for
ejerne!
- Et projekt i harmoni med
lokalsamfundet.
Stærkt lokalt samarbejde vil tiltrække og fastholde flere turister på Djursland til gavn for alle!
Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 10. august
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex