Fra den 16. august til den 4. september kan man på Grenaa Bibliotek se en udstilling om bøger - og det at læse dem.
– En rigtig god bog kan tage dig til andre steder og andre tider. Den kan være altopslugende, tage al din tid, kræve al din opmærksomhed og give dig oplevelser, som hører til i en anden tid og et andet sted.
Det mener fotografen Kristian Buus, og det viser han i en serie på 50 billeder i A4-størrelse af folk, som læser - fortrinsvis ude i det offentlige rum. Serien blev til i 2001, hvor de fleste af billederne er fra. Og billederne er blevet bragt i blandt andet The Independent Saturday Magazine 2002.
Et enkelt billede er fra Hong Kong, et andet fra Bosnien, men langt de fleste er fra Londons gader og stræder, busser og undergrund. Kristian Buus er selv bosiddende i og uddannet som fotograf i London. Billedserien viser mennesker, der er fanget i dette øjeblik, tabt for omverdenen, opslugt i deres private frirum i en fortravlet verden, et virtuelt rum ved hjælp af noget så gammeldags som en bog - midt i en elektronisk tidsalder, hvor der ikke findes hastighedsbegrænsninger på den globale Information Highway.
En fotoudstilling om bøger - og det at læse dem - kan beses på Grenaa Bibliotek frem til den 4. september.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex