Grenaa Musikskole og Grenaa Musikskoles Aftenskole er klar til at tage hul på en ny sæson. Musikskolen startede allerede d. 16. august og Aftenskolen starter d. 1. september.
– Vi tilbyder både soloundervisning, sammenspils- og holdundervisning og vi har også i år en række nye tilbud til alle musikinteresserede, oplyser musikskolens leder, Søren Bendixen.
Af nye tilbud i denne sæson vil han fremhæve: Guitarorkester, Musik og Computer, Vokalgruppe og Banddoktor og Musik for de mindste.
– I denne sæson vil vi forsøge at styrke samarbejdet med skoler og børnehaver yderligere, bl.a. har vi fuldstændig omlagt vores undervisning for de mindste og tilbyder nu forløb ude i Grenaa Kommunes børnehaver, hvor to musiklærere laver sang, dans og spil med både børn og voksne.
Vi har indgået et samarbejde med Vestre Skole om undervisning i Musik og Computer, hvor vi fra 1. september har 4 komplette arbejdsstationer. Det er fortsat enestående og det er noget vi virkelig håber, at både børn og voksne vil tage godt imod, siger Søren Bendixen.
Derudover arbejdes der fortsat på, dog i mindre målestok, at tilbyde undervisning ude på skolerne.
– Vi vil meget gerne have bedre fat i de unge fra f. eks. gymnasiet, HF, handelsskolen og Teknisk Skole. Det er der ikke tradition for og det vil vi gøre noget ved, siger Søren Bendixen.
Som en del af undervisningen afholder Musikskolen sammenspilsdage i uge 41, hvor man tilbyder en række undervisningsforløb, f.eks. dansk 80’er pop, middelaldermusik, afrikansk sang, dans og spil med Desmond Appiah-Boateng, der med stor succes gæstede Grenaa forrige år.
Og som noget nyt vil flere af holdene blive tilbudt også for ikke-medlemmer af musikskolen.
– Vores brochure er netop kommet på gaden, og er delt ud til alle skoleelever i hele kommunen. Den ligger desuden på de fleste offentlige institutioner, men vi sender den gerne, siger han.
Grenaa Musikskole fejrer i år 30 års jubilæum. Der arbejdes med et større arrangement til foråret 2005, men inden da vil man kunne opleve musikskolen og aftenskolens elever til en række koncerter i løbet af sæsonen.
– Vi har desuden et par meget spændende projekter i støbeskeen med musikskolerne i Nørre Djurs og Midtdjurs musikskoler, oplyser Søren Bendixen.
Blandt andet en kirkekoncertturné i det tidlige forår og ikke mindst et meget stort projekt under navnet The BIG Band, hvor de tre musikskolers lærere og elever sammen spiller et nykomponeret værk af pianisten og komponisten Butch Lacy. Dette arrangement kulminerer dog først i efteråret 2005.
– Alt i alt forventer vi en spændende sæson, siger Søren Bendixen, der håber, at byens borgere, politikere og andre godtfolk fortsat vil bakke op om Musikskolen og Aftenskolen.
Grenaa Musikskole har netop taget hul på en ny sæson med masser af musikalske aktiviteter.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex