DJURSLAND – Nye idéer er forudsætningen for udvikling i virksomhederne. Det sætter UGE og Grenaa Tekniske Skole nu fokus på i et nyt kursusforløb for erhvervsfolk.
Poul Nowack, der underviser på kurset, er uddannet proceskonsulent gennem uddannelsesforløb hos Ledernes Hovedorganisation og Dansk Industri.
|
På opfordring fra UGE (Udviklingsforum for Grenaa Erhvervsliv) søsætter Grenaa Tekniske Skole nu et kursusforløb, der fokuserer på idéskabelse i virksomheden.
– Virksomhedernes fremtid afhænger af ikke-stilstand, siger proceskonsulent Poul Nowack, der underviser på kurset. I fremtiden vil det, at kunne arbejde kreativt og systematisk med innovation, ideskabelse og ideudvikling, blive en væsentlig konkurrenceparameter i såvel private og offentlige virksomheder som i organisationer og foreninger. Kun med nye idéer kan man skabe nye jobs, nye produkter osv., og derfor er det vigtigt, at man forstår at udnytte de ressourcer, der ligger i virksomhederne i form af medarbejdernes idéer.
Men de gode idéer gør det ikke alene, og derfor vil kurset med udgangspunkt i idéudvikling give deltagerne metoder og værktøjer til bearbejdning af hele processen fra idéskabelse over udvælgelse og videreudvikling af idéer og efterfølgende analyse og fundsraising til konkrete handlingsplaner for det videre forløb. I løbet af kurset, der henvender sig til virksomhedsledere, mellemledere og andre nøglepersoner i private og offentlige virksomheder eller foreninger og organisationer, vil deltagerne opøve fortrolighed med de forskellige metoder og værktøjer gennem konkrete øvelser.
Kurset udbydes både som aften- og dagkursus, men kan også tilbydes en bestemt virksomhed eller organisation.
Skrevet af Marianne Svit i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 17. august
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex