Det fælles Koordinationsudvalg i Ebeltoft og Grenaa kommuner sætter lige nu 200.000 kroner på spil for at skaffe ansatte - såvel offentlige som private i de to kommuner - et bedre arbejdsliv.
– Pengene er givet godt ud. Når folk får det bedre, bliver de ikke syge. Produktionen stiger, kvaliteten højnes og der kommer en positiv udvikling i området, siger Kjeld Christensen, som leder Koordinationsudvalgets sekretariat, der befinder sig på Grenaa Rådhus.
Hvis virksomhederne, samarbejdsudvalg, sikkerhedsudvalg eller lignende, henvender sig til sekretariatet, vil de omgående få udleveret betingelserne for deltagelse. Der vil også være mulighed for rådgivning til formulering af ansøgning.
Hele projektet skydes i gang med et stort arrangement i Kattegatcentret i Grenaa den 8. september. Her vil praktiserende læge Tom Köning i et inspirerende oplæg give anvisninger på, hvordan man lever med stress. Efterfølgende vil projektet »Virksomhedspulje« blive præsenteret af lederen af arbejdsformidlingen i Grenaa, Alice Krog.
– Det er et stort ønske fra Koordinationsudvalgets side, at pengene kommer ud og bliver anvendt til fastholdelse, forbedringer og øget arbejdsglæde for så mange som muligt i de to kommuner. Psykisk arbejdsmiljø kan lyde videnskabeligt, men vi vil med dette arrangement gøre det muligt for alle at forbedre forholdene på arbejdspladserne og derved skabe trivsel og sundhed, slutter Kjeld Christensen.
Tilmelding og/eller nærmere oplysninger kan man opnå ved henvendelse til sekretariatet på Grenaa Rådhus på tlf. 87 58 58 60.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex