MIDTDJURS – Hvornår bliver oplysninger om daginstitutionstakster og kommunalskat opdateret på kommunens hjemmeside.
Det vil Dan E. Föh, Ryomgård, gerne vide.
Han henviste i spørgetiden på det seneste kommunalbestyrelsesmøde til flere forhold på Midtdjurs Kommunes hjemmeside, som ikke er opdateret.
- Når man f.eks. som borger gerne vil vide, hvad taksterne for en daginstitutionsplads er herude, så er det priserne for 2001, man bliver oplyst om. Tilsvarende med kommuneskatten, hvor det er procenten for 2003 og ikke for i år, der er oplyst, konstaterede Dan E. Föh.
Borgmester Kim Dalgaard Poulsen (V) kunne oplyse, at kommunen er klar over, at hjemmesiden sine steder leverer forældede oplysninger.
- En opdatering af kommunens hjemmeside indgår dels i en revision af vore IT-handleplan, som vi foretager senere i denne måned og dels i forbindelse med vores budgetlægning. Vi har dårligt råd til at holde IT oppe på den nødvendige standard. At det så egentlig er en dårlig undskyldning i forhold til at opdatere de oplysninger, der ligger på hjemmesiden, det må vi tage os sammen og få gjort noget ved, sagde Dalgaard Poulsen.
Lokalavisen checkede kommunens hjemmeside i søndags, og da var der ikke foretaget en generel opdatering med de nyeste oplysninger.
Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 17. august
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex