De ting, vores Redaktør skrev om forleden dag vedr. Grenås og Nørre Djurs` fremtidsudsigter med en allerede så godt som aftalt Syddjurs Kommune samt dét faktum, at Rougsø og Sønderhald mere og mere ser ud til at kunne blive en del af en stor kronjysk kommune med Randers som centrum, har nu fået borgmestrene fra de 2 ”bænkevarmer-kommuner” til at rette en fælles henvendelse til dem sydpå.
Ganske vist har man allerede arrangeret sig med et møde i næste uge, hvor vores lokale ”rødder” sammen med Grenås skal snakke sammen med kommunalfolk fra både Rougsø og Sønderhald om fordele og ulemper ved at skabe en norddjursk pendant til den syddjurske. Men det kunne meget nemt vise sig at være forgæves, for lige nu ser det ud til, at Randers har haft held med sine frierier til de 2 vestkommuner. Selvfølgelig er ingenting afgjort endnu, men der er mange på de kanter, der kan se en fordel i det lange løb ved at være med i en storbykommune.
Hvis det sker, er Djurslands fremtid sat over styr som sammenhængende område, for dermed vil det vestlige af halvøen være en del af Kronjylland – man melder sig ud af Djursland, på samme måde som Rosenholms borgmester også gjorde på en høring i Grenå for godt et halvt års tid siden. På dén måde er Djursland ved at falde fra hinanden lige nu, fordi der ikke er nogen, der kan sørge for, at der bliver lavet en løsning med x gange kommuner, men med en fælles vision for hele Djursland. I stedet for kommer de fremtidige grænser på Djursland – og dermed Djurslands fremtid som et specielt område med en speciel kultur – til at blive afgjort mere eller mindre ved tilfældighedernes spil.
Vi på Redaktionen er ikke ene om at have ét stort mål for vores område med kommunalreformen – det har utallige borgere, politikere, embedsmænd, erhvervsfolk på Djursland også: at den skulle kunne gøre vores område så stærkt og slagkraftigt, at borgerne kan begynde at se en fremtid for både tilflytning og erhverv.
Derudover har vi også som bekendt det problem her i Nørre Djurs, at vi sammen med Grenå med et samlet indbyggertal på mindre end 30.000 bliver en ”lilleput på fattighjælp”. Derfor er det også fuldt forståeligt, at de 2 borgmestre Jellesen & Schou har sendt en skriftlig anmodning til de 4 syddjurs-kommuner for at skabe grundlag for en dialog om, hvorvidt de 2 ”bænkevarmere” evt. kunne indgå i en østdjursk kommune.
Det bliver spændende at følge udviklingen den kommende tid – om Nørre Djurs og Grenå får skabt lydhørhed hos de andre. Ellers kunne man let fristes til at ønske, at en ovenfrakommende beslutning blev taget, så Djursland kommer så stærkt som muligt ud af kommunalreformen.
Skrevet af Rex
Kilde: Rex
Rex