BØNNERUP – Krudthuset Vinimport i Bønnerup kan nu præsentere syv nye vine fra kærlighedens ø.
Kærlighedens ø, Cypern, tog for en uge siden afsked med syv kvinder, der forlod Limassol med skib for at tage på en tre uger lang sørejse mod Danmark. De syv kvinder bærer navnene white lady, red lady, blonde lady, rosé lady, pink lady, dark lady og Salome.
De syv kvinder er navne på cypriotiske vine, som Krudthuset Vinimport efter 12 besøg endelig har fået forhandlingen af.
Meget få lande er så ideelt placeret for vindyrkning som Cypern. Den gode jord, 340 dage med solskin om året og middelhavsklimaet gør øen til det ideelle sted til produktion af kvalitetsdruer.
Vinen laves på druerne Mavro og Xynesteria, der kaldes for henholdsvis ”den lokale sorte” og ”den lokale hvide” drue. Druerne lægges til tørre i solen, så de bliver rosinagtige inden de presses. Efter gæringen lagres vinen i mindst to år, før de tappes på buttede flasker. Vinen er sød med en alkoholstyrke på 15 pct..
Historiske vine
Cypern er måske det ældste vinproducerende land i verden. Skrifter og arkæologiske fund fører den cypriotiske vinproduktion tilbage til 3.000 år før Kristi fødsel. Samtidig har Cypern Europas ældste vinappellation, nemlig dessertvinen Commandaria, der blev opdaget af omverdenen i 1.100-tallet, da Richard Løvehjerte af England erobrede øen.
Seks af de syv vine stammer fra Etko-vineriet, der blev oprettet i 1844 og som er gået i arv generation efter generation. Salome-vinen er økologisk og stammer fra det første økologiske vineri på Cypern. Vinen er ikke opkaldt efter den Salome, der forlangte Johannes Døberens hoved på et fad, men derimod efter datteren til vingårdens stiftere.
Allergivenlige vine
Cypriotiske vine har ry for at være venlige overfor allergikere, og hvis man har problemer med hovedpine efter et enkelt glas rødvin, kan det være en mulighed at afprøve disse vine, der ikke indeholder benzol- og sorbinsyre og som samtidig har et lavt indhold af garvesyre og fenoler.
Vinene forhandles af Vin & Antique og Søren Kanne i Grenaa og Kontor-Nyt i Ryomgård og kan smages på Mejlgaard Slotskro, der åbner i september med nye forpagtere.
Skrevet af Marianne Svit i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 17. august
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex