Venstre’s gruppeformand roste hele Grenaa Byråd i sagen om lejefastsættelse af sommerhusgrundene
Venstre’s gruppeformand i Grenaa Byråd, Svend Brandstrup Hansen, roste på sidste uges byrådsmøde på Grenaa Rådhus hele byrådet i sagen omkring kommunens lejefastsættelse af sommerhusgrundene ved Grenaa Strand.
Et par sommerhusejere i området har kørt retssager mod Grenaa Kommune, fordi de føler sig uretfærdigt behandlet, men dommene i sagerne gik i begge tilfælde kommunens vej. De rosende ord fra Svend Brandstrup Hansen var møntet på det faktum, at byrådet samlet set har stået last og brast i sagen, selv om det presset udefra undertiden har været ganske voldsomt. Således glædede det Venstre-manden, at ingen byrådsmedlemmer havde ladet sig friste til at score nogle billige politiske point i offentligheden omkring sagen.
– Retssagerne er nu overstået, og retten har slået fast, at kommunen ikke har ageret forkert i forløbet omkring den byrådsbeslutning, der i sin tid blev taget omkring det, at de lejede sommerhusgrunde skulle kunne købes af sommerhusejerne. Og det, at dette grundsalg skulle danne baggrund for en ny lejefastsættelse af grundene overfor den gruppe af sommerhusejere, der måtte ønske at forblive grundlejere. Det er bemærkelsesværdigt, at Grenaa Byråd har holdt sammen omkring denne beslutning - uanset hvor stort presset udefra har været undervejs fra folk med en anden opfattelse af tingene end kommunen, sagde Svend Brandstrup Hansen.
Han kom også ind på diverse læserbreve omkring hvem der kunne klandres for »miséren«.
– Der har været beskyldninger fremme om, at dem, der bar skylden for de nye forhold i området, var Venstre og De Konservative plus en frafalden socialdemokrat. Til det vil jeg sige, at hvis beslutningen om at sælge sommerhusgrundene - og lave lejekontrakter på nye betingelser - ikke var blevet taget, så var vi faktisk i dag i en situation, hvor vi blot kunne sætte grundlejen op efter behag år efter år. Efter at grundene er blevet prisfastsat - med mulighed for køb - sker der en helt automatisk indeks-regulering af lejen, hvilket er en klar fordel for sommerhusejerne, fordi man dermed ved, hvad der kommer til at ske i området. Jeg vil således gerne tilbagevise kritikken, og vi har da også fået rettens ord for, at vi har ageret fuldt ud korrekt, sagde Svend Brandstrup Hansen.
Også borgmester Gert Schou afleverede en bemærkning til sagen. Blandt andet det, at lejeforhøjelserne jo ikke mindst skulle sættes i forhold til et galopperende marked for sommerhuse og sommerhusgrunde. Ikke mindst hvis der var havudsigt med indover - hvilket jo er tilfældet for flere af de berørte sommerhuse ved Grenaa Strand. Desuden det, at beslutningen om at sælge sommerhusgrundene - hvilket han ellers stemte imod sammen med en enig socialdemokratisk gruppe (minus én) i sin tid - måske ikke var så tosset en idé alligevel, eftersom det har givet Grenaa Kommune noget at stå imod med rent økonomisk på et tidspunkt, hvor kommunekassen virkelig er under hårdt pres.
De to retssager udsprang af lejeforhøjelser for grunde i Klitområdet ved Grenaa Strand, som blev vedtaget af byrådet den 5. december 2000. Ud af de dengang 86 udlejede sommerhusgrunde mellem Kystvej og havet fik nogle deres leje nedsat, andre fik varslet lejeforhøjelser, nogle accepterede de ændrede vilkår for området via nye lejekontrakter, mens 33 grunde - heriblandt flere af de dyreste - er blevet solgt til de tidligere lejere. Og der er flere salg undervejs, oplyser Grenaa Kommune.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex