PINDSTRUP - Melise Lo Kongelys arbejder med grupper og individuelle behandlinger samt kurser indenfor dybdeterapi, healing, massage, bioenergi og ikke mindst Tarot.
Hun er at finde på weekendens livsstilsmesse. Hun laver en såkaldt guidet meditation om lørdagen, og dagen efter laver hun workshop i tarot
- Tarotkort er en lang række kort med forskellige arketypiske billeder. Det er indehaveren, der lægger magien eller kraften i dem. Tarotkort er et rigtigt godt redskab til se og arbejde med det hele menneske, som du er i kontakt med. Man lægger kortene ud efter systemer, jeg bruger ”Livets Træ”, siger Melise Lo Kongelys.
Hun holder til på Mols i den lille by Stødov, hvor hun har åbnet et kursuscenter; Center for Fred og Fordybelse.
Melise Lo Kongelys er spirituel vejleder, tilbyder dybdeterapi, arrangerer weekendkurser, og vil nu udbyde sine nye kursuslokaler til flere lignende formål. Hun er uddannet socialpædagog og arbejdede i en årrække med belastede unge. Hun fik herved hurtigt interesse for at videreuddanne sig inden for dybdeterapi og andre terapiformer.
Melise Lo Kongelys har selv udviklet ”Livets Træ” og fremstiller også selv tarotkort. Hun og en lang række andre udstillere og workshopholdere træffes på messen i Pindstrup Hallen.
Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 24. august
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex