PINDSTRUP – Er man interesseret i nye og anderledes indfaldsvinkler på måden at leve sit liv på, bliver weekendens messe Bevægelse og Bevægelighed i Livet i Pindstruphallen et spændende arrangement at besøge. Selv babyerne kan få en gang massage.
Forældre og deres babyer er i centrum for den virksomhed, som Ma-uri massør Helle Hestbjerg fra Feldballe driver. Hun vil på messen fortælle om og demonstrere Ma-uri Baby Touch, som er en ny og anderledes form for babymassage. Spædbarnet masseres blidt gennem berøring med underarmene og til stille musik.
På Helle Hestbjergs stand kan man se videooptagelser af denne specielle form for samvær mellem mor og barn, og har man sin baby med på messen, vil Helle Hestbjerg gerne demonstrere babymassagen på sin stand. Lørdag eftermiddag holder hun et foredrag med titlen ”Hvorfor skal vi røre ved vores børn”. Her vil hun fortælle om hvor vigtigt det er at stimulere de små børns kropslige, psykiske og følelsesmæssige udvikling og om kommunikationen mellem børn og forældre gennem kropslig kontakt.
Mange indslag
Til daglig er Helle hestbjerg selvstændig med virksomheden Umbilica – Ma-uri Center for Livskunst, hvor hun tilbyder Ma-uri massage til store og små i sin klinik på Molsvej i Rønde. Desuden er hun meget aktiv i oplysningsarbejdet omkring tiden før, under og efter fødsler. Hun holder foredrag og kurser, blandt andet efterfødselskurser og weeekendkurser, hvor hun instruerer forlældre i Ma-uri Baby Touch og Ma-uri Børnemassage.
Livstilsmessen i Pindstrup i weekenden bliver en frodig blanding af arbejdende stande, foredrag, workshops og minikurser. Emnerne vil spænde fra høstværksted over uldtøj til babyer og afrikansk dans til meditation og visdomskort for blot at nævne nogle af de mange aktiviteter og indslag.
Der vil være i alt 31 stande på messen, og har man lyst til at spille fodbold eller petanque vil der også være mulighed for det!
Skrevet af Martin Schults i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 24. august
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex