RYOMGÅRD – Først da vognmand Morten Jørgensen greb mikrofonen og lancerede en helt ny ide til placering af Bofællesskabet kom der bevægelse i torsdagens borgermøde på Ryomgård Hotel, hvor 70-80 tilhørere var dukket op for at diskutere med de inviterede politikere i panelet.
Morten Jørgensens indlæg står at læse i sin helhed herunder. Indlægget kom umiddelbart efter en kort pause i mødet. Inden da var mange af de efterhånden velkendte argumenter for eller imod den ene eller anden placering på ny blev luftet af de fire politikere i panelet og de fremmødte borgere i salen, hvoraf de fleste kom fra Skovbakken i "Bevar Skjold" trøjer i håbets grønne farve.
Kommunalbestyrelsen var repræsenteret ved: formand for Voksenudvalget, Hardy Vinter (L), formand for Børn- og Kulturudvalget, Claus Rank Jensen (J), formand for Teknisk Udvalg, Leif Kristoffersen (S) og Kim T. Jensen, gruppeformand hos S og medlem af Økonomiudvalget og i øvrigt også af Voksenudvalget. Kim T. Jensen var stand-in for tidligere borgmester Hans Chr. Baltzer (S), der sammen med borgmester Kim Dalgaard Poulsen (V) begge var forhindret i at møde. På tilhørerpladserne sad endvidere fra kommunalbestyrelsen: Mogens Kristensen (S), Carsten Bryrup (J) og Per Dalgaard (DF).
Ingen bevægelse
Nyhedsværdien af den første time var meget lille. Dog markerede Rie Kvistborg, hovedformand i IFM, højt og tydeligt, at IFM Fodbold vil være på herrens mark mht. træning og træningskampe i det tidlige forår og i det sene efterår, hvis Skjold ikke længere er til rådighed for fodboldspillerne. IFM Fodbold var heller ikke denne gang selv repræsenteret med nogle bestyrelsesrepræsentanter. Rie Kvistborg gjorde opmærksom på, at hun på IFM's vegne havde gjort opmærksom på problemerne i en skrivelse stilet til borgmester Kim Dalgaard Poulsen (V) og også fået svar tilbage. Ingen af de fire politikere i panelet havde modtaget besked om IFM's henvendelse, og bl.a. Kim T. Jensen gav tydelig udtryk for irritation over ikke at være blevet informeret om dette forhold.
SÃ¥ skete der noget
Efter en kort summepause tog Morten Jørgensen så over med sit forslag, som Claus Rank Jensen i øvrigt var blevet præsenteret for forud for mødet af samme Morten Jørgensen. Det samme var også borgmester Kim Dalgaard Poulsen.
De fire politikere i panelet kaldte hele eller dele af ideen spændende og værd at arbejde videre med, men mindede også om, at der skal noget mere konkret på bordet meget hurtigt og inden det kommende kommunalbestyrelsesmøde. Hardy Vinter gjorde også opmærksom på, at han, efter at have lyttet til debatten på mødet og forud, nu gerne ville være med til at bruge arealet ved Ringparken til Bofællesskabet. Så i anden runde kom bevægelsen.
Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 1. september
Morten Jørgensens forslag
SKJOLD - Det sagde Morten Jørgensen på borgermødet:
- Det jeg siger her har intet at gøre med, at jeg for alt i verden vil bevare Skjold. Jeg har siddet og hørt på en hel masse mennesker, der har en hel masse forskellige løsninger på nogle ting, men de har meget flot undgået at nærme sig problemet. En har gjort det forsigtigt, men problemet er jo, at kommunen ingen penge har. Det vil sige, at når vi skal gøre noget, så må vi handle, ligesom man gjorde i gamle dage. Da handlede man i naturalier.
Det areal, som arkitekten (Poul Erik Clausen, red.) i sin tid pegede på som den bedste placering for Bofællesskabet, var i den vestlige del af Ryomgård, men problemet er, at der ejer kommunen ingen jord. Derfor er den løsning blevet taget fra, fordi det ikke kan lade sig gøre.
Spørgsmålet er så, hvor vigtigt det er for os, at vi bevarer Skjold, men også bevarer Bofællesskabet i Ryomgård. Indtil for to timer siden var det et problem for mig med IFM Fodbold, som tilsyneladende var bedøvende ligeglade med Skjold. Det har jeg så fået bekræftet nu, at det er de ikke. Tidligere i dag var der ingen løsning. Man kunne bevare Skjold og bevare Bofællesskabet her i byen på en eller anden måde, men det ville indebære, at fodboldafdelingen ikke fik en ekstra bane oppe ved klubhuset, hvis den nogensinde havde fået den alligevel. Der har jo været mange udlægninger af, hvordan man kunne løse det problem. Kommunen vedkender sig, at der er en aftale tilbage fra 70’erne.
Indsamling og mageskifte
Mine børn har spillet fodbold på Skjold. De to af dem har gjort det rimelig godt. De er kommet på landsholdet. Det er nok de to i Ryomgård, der har gjort det bedst. Den ene, Martin ( Martin Jørgensen, landsholdsspiller og prof. i Udinese og når dette læses ny mand i Fiorentina i Italien, red.), kan simpelthen ikke forliges med tanken om, at der ikke længere kan spilles fodbold på Skjold.
Derfor har han tilbudt at sætte sig i spidsen for en form for indsamling, så man måske kan erhverve et stykke jord, der ligger rigtigt placeret i Ryomgård i den vestlige ende af byen, og så man måske kan mageskifte (bytte af jord eller faste ejendomme, red.) med kommunen. Ideen er ikke, at fodboldbanen skal tilhøre Martin eller en kreds af borgere. Den skal tilbage, så den igen tilhører IFM Fodboldafdeling. Der er opbakning fra hovedbestyrelsen til den løsning, og hvis det er et alternativ til de nuværende forslag, er det måske det, vi skal arbejde konstruktivt frem efter. Så vi stopper med at diskutere, hvem der har skrevet hvad, og hvem der har set det og ikke set det.
Jordstykke på Vestergade
Politikere er nogle rare mennesker – engang imellem i hvert fald. De er også valgt til at træffe upopulære beslutninger, og de kan jo derfor ikke behage alle mennesker. De kan ikke gøre alle tilfredse, og hvis de kunne, så var de mere mærkelige end jeg synes, de er.
Spørgsmålet er derfor, om det er muligt at bevare Bofællesskabet og Skjold i Ryomgård, hvis vi kan finde et stykke jord i den vestlige del af Ryomgård ? Tilfældigvis har jeg en aftale med en mand, som er villig til at stille 5.000 kvadratmeter til rådighed (Hjørnegrunden, hvor Saabydalvej skærer Vestergade, der ejes af Poul Revsbech, red.) Jeg kan købe det i morgen, og så er det op til politikerne, om de vil være med til en løsning, der er så tæt på det ideelle, for der er sagt mange fine ting om placeringer, men Skjold er ikke ideel. Oppe ved Ringparken er det ikke ideelt. Ude i den vestlige del af byen vil det ligge meget tæt på kollektiv trafik. Det er tæt på posthus, det er tæt på SuperBrugsen, og det er tæt på Sparekassen. Så der er ingen tvivl om, at den vestlige del er den bedste løsning i Ryomgård, og der er i øvrigt heller ingen tvivl om, at dyrskuepladsen i Kolind er en bedre placering end Skjold i Ryomgård, hvis man skal se på afstandene.
S vil bruge Skjold, hvis…
SKJOLD - Socialdemokraterne Midtdjurs, bestyrelse og byrådsgruppe, havde på et møde forud for sidste uges borgermøde draget følgende konklusion:
"Socialdemokraterne ser gerne bofællesskabet placeret på Skjold. Vi mener, at projektet max. må fylde 50 pct. af boldbanen/det flade areal.
Vi ønsker nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra interessegrupperne - IFM, Skovbakken, Ældreråd, Bruger/pårørende m.fl. - til at udarbejde et projekt/kompromis, som sikrer at:
1. IFM får løst deres banebehov oppe ved IFM's anlæg ved klubhuset på Marienhoffvej.
2. Det rekreative areal på Skjold bliver så godt som muligt.
3. SÃ¥ langt det er muligt at binde kommende kommunalbestyrelser, skal det nye mindre Skjold sikres for eftertiden.
Arealet nær Ringparken bør reserveres til direkte ældrerelaterede behov i den nye kommunalreform (opgaveflytning), f.eks. et kommende behov for et sundhedscenter.
Socialdemokraterne håber og forventer, at man i kommunalbestyrelsen finder sammen og får udført ovenstående.
Til Lokalavisen sagde partiformand Niels Broni efter borgermødet, at Socialdemokraterne finder Morten Jørgensens forslag meget spændende og håber, det kan realiseres, men hvis det ikke er tilfældet, vil Socialdemokraterne fastholde, at Skjold er den bedste løsning som hjemsted for Bofællesskabet.
Partiets gruppeformand Kim T. Jensen bekræftede overfor Lokalavisen søndag aften, at det er den holdning, som S møder frem med til kommunalbestyrelsesmødet på onsdag. Han fornemmer, at der kan samles et bredt politisk flertal for, at Morten Jørgensens forslag kommer igennem og bliver til virkelighed under en eller anden form.
Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 1. september
Vinter: - Vi skal tage stilling på onsdag
SKJOLD - Voksenudvalgets formand Hardy Vinter mener, at kommunalbestyrelsen bliver nødt til at træffe en beslutning på onsdagens kommunalbestyrelsesmøde om placering af Bofællesskabet.
- Vi kan ikke tillade, at beslutningen igen bliver udskudt. Det vil i den grad være uværdigt overfor de mennesker, som det hele handler om, nemlig de beboere, der bor på Stationen, og de, der står på venteliste. Det synes jeg, at vi i kommunalbestyrelsen skal have for øje, siger Hardy Vinter, der allerede på torsdagens borgermøde gav udtryk for efter at have lyttet til debatten, at han godt vil være med til at pege på området ved Ringparken, som hjemsted for Bofællesskabet.
- Det giver nogle problemer rent afstandsmæssigt til bymidten, men i forhold til at bygge på Skjold løser det også nogle problemer. Vi skal ikke til at give IFM en ny fodboldbane eller lave et nyt fortorv, siger Hardy Vinter, der helt i tråd med sine holdninger om kommunesammenlægninger i øvrigt ikke har meget tilovers for de nuværende politikere, der allerede nu vil disponere et areal, det ledige ved Ringparken, med sigte på fremtiden i en større kommune.
Ja og klart nej
Hardy Vinter kan sagtens acceptere, at en gruppe borgere går sammen om at købe det kommunale areal, Skjold, af Midtdjurs Kommune og siden forærer det til IFM Fodbold, men han mener kæden hopper af, når købet bliver sammenkoblet med, at køberne også vil udpege det område, hvor Bofællesskabet i stedet bør placeres.
- Jeg har det ikke godt med, at private penge lige pludselig skal kunne diktere en løsning, der slet ikke har været nævnt indtil nu i den politiske sagsbehandling, og dermed overrule (overtrumfe) et seriøst stykke politisk forarbejde. Hvis forslaget bliver aktuelt for kommunalbestyrelsen at tage stilling til, vil jeg helt klart stemme imod, men for mig er det vigtigt at pointere, at vi skal træffe en beslutning om placering af Bofællesskabet på kommunalbestyrelsesmødet på onsdag, siger Hardy Vinter, der har gjort rede for sin stillingtagen overfor borgmester Kim Dalgaard Poulsen.
Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 1. september
Tilbud klar til kommunalbestyrelsen
SKJOLD - Djurslands Bank stiller en kredit til rådighed for IFM's Hovedforening med kaution af det tidligere IFM medlem, landsholdsspilleren Martin Jørgensen.
Betingelserne for den af Morten Jørgensen skitserede plan (se andetsteds) er sikret. Det betyder, at kommunalbestyrelsen på onsdag kan tage stilling til planen og lade den indgå i debatten om placering af Bofællesskabet.
På et møde hos Morten Jørgensen søndag eftermiddag med repræsentanter for gruppen af borgere på Skovbakken, IFM's hovedafdeling og Ryomgård Erhvervsforening blev der nikket ja til Morten Jørgensens orientering om de skridt på kort og lang sigt, der skal føre planen ud i livet.
Første step bliver onsdagens kommunalbestyrelsesmøde, hvor et flertal skal sige ja til, at Skjold bliver overdraget til IFM og at Bofællesskabet bliver placeret på Vestergade.
- Jeg har en aftale med Poul Revsbech om, at jeg kan købe arealet ved Vestergade. Tirsdag laver ejendomsmægler Jørgen Holm Pedersen en bekræftelse på vores handel, hvor der står, at såfremt kommunen accepterer placeringen og det stykke jord, og at de vil bytte det med Skjold, så kan IFM købe det. Her står vi lige nu, sagde Morten Jørgensen på søndagens møde.
Siden er det målet at rejse de 300.000 kr., som handlen er vurderet til at koste, via sponsorater fra det lokale handelsliv, private borgere og via store og små arrangementer.
I forbindelse med mageskiftet skal det sikres, at borgerne på Skovbakken får en forkøbsret til Skjold, hvis IFM om føje år bestemmer sig for at sælge Skjold.
Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 1. september
Her er arealet på hjørnet af Såbydalvej og Vestergade i Ryomgård, hvor Bofællesskabet kan komme til at ligge.
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex