Som vi gjorde rede for i går, har Nørre Djurs og Grenå ikke haft held med en henvendelse til de 4 sydlige Djurslands-kommuner med opfordring til at åbne op for de 2 nordøstlige kommuner, når der snart skal lægges kommuner sammen.
Svaret var som nævnt negativt, i bedste fald henholdende, men i Nørre Djurs har man endnu ikke opgivet håbet om at råbe
Syddjurs-konstellationen op.
Derfor har kommunaldirektør Søren Brixen og borgmester Jens Peter Jellesen sammen forfattet en invitation for i alt fald at få en dialog i gang om fremtidens Djursland. Den bringer vi herunder, men allerede i dagens udgave af Randers Amtsavis kan man læse, at Jellesens partifælle og borgmesterkollega fra Rosenholm, Richard Volander, på forhånd totalt afviser at deltage – og det skærper jo unægtelig den i forvejen dårlige luft de djurske Venstrefolk imellem, som vi omtalte i går.
Invitationen lyder som følger:
”Invitation til:
Dialogmøde for kommunalbestyrelserne/byrådene i Ebeltoft, Midtdjurs, Rønde, Rosenholm, Grenaa og Nørre Djurs
Inden udgangen af dette år skal kommunalbestyrelserne/byrådene som bekendt træffe beslutning om den fremtidige kommunale struktur. Denne beslutning bliver sandsynligvis den vigtigste kommunalpolitiske beslutning i vores tid. Konsekvenserne rækker langt ud over ”vores egen” kommune og vil have stor betydning for den fremtidige udvikling på Djursland. I det lys er det efter vores opfattelse vores pligt at sikre, at ”alle sten er vendt”, før det sidste punktum bliver sat.
Det er vigtigt for os at understrege, at formålet med dialogmødet ikke er et forsøg på at ødelægge de aftaler, som allerede er indgået. Formålet er derimod via dialog at udveksle synspunkter og erfaringer med henblik på at give en større baggrund og skabe større forståelse for de beslutninger, vi hver især er i færd med at træffe.
Efter aftale med Grenaa Byråd vil vi derfor gerne invitere alle kommunalbestyrelses- medlemmer/byrådsmedlemmer i de seks kommuner til dialogmøde på COK, Grenaa mandag den 13. september kl. 19.00 til 22.00.
Vi vil gennemføre dialogmødet via 8-10 dialogcaféer, hvor deltagerne fra de seks kommuner på kryds og tværs får lejlighed til at diskutere aktuelle temaer med relation til de forestående kommunesammenlægninger på Djursland.
En ting er sikkert, ligegyldig hvilken struktur vi ender ud med den 1. januar 2007, så skal de seks kommuner arbejde sammen om en række opgaver med stor betydning for Djurslands udvikling. Det er derfor vigtigt, at vi ikke graver grøfter, men derimod i en ligeværdig dialog skaber forståelse for, at vi hver især står med forskellige udgangspunkter, forskellige muligheder og dermed også har forskellige prioriteringer.
Tilmelding skal ske til kommunaldirektøren for ”din” kommune, senest onsdag den 8. september 2004.
Venlig hilsen
Jens P. Jellesen
Borgmester”
Redigeret af Rex
Indsendt til Djurslands Netavis på vegne af Nørre Djurs Kommune af Inger Hinrichsen
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex