FJELLERUP – Indre Mission i Fjellerup skød den otte måneder lange bibelmaraton i gang med et oplæg af Bodil Skjøtt fra Dansk Bibelselskab.
De 30 til 40 deltagere i Indre Missions bibelmaraton i Fjellerup fik en spændende og inspirerende aften, da cand. theol. Bodil Skjøtt fra Ølsted bl.a. fortalte om biblens historiske baggrund, hvornår man begyndte at skrive tingene ned og hvordan det blev besluttet, hvilke bøger, der skulle samles til en stor bibel.
Bodil Skjøtt fortalte også om sine egne oplevelser med at bruge skabelsesberetningen som godnathistorie for sine børn, der ikke ville have, at hun holdt op med at fortælle. Der måtte være mere – og sådan er det også, når man læser biblen. Det er en spændende beretning fra først til sidst, selv om det i første omgang ser ud til at være en stor mundfuld.
Deltagerne i bibelmaratonen vil mødes til fællesmøder ca. en gang om måneden, hvor der er inviteret forskellige foredragsholdere. Derudover mødes man jævnligt til læsegrupper med højtlæsning og diskussion af det læste.
Skrevet af Marianne Svit i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 1. september
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex