Lige nu kunne det nærmest se ud som om, vore lokale politikere på Djursland er ubøjelige m.h.t. ikke at ville arbejde for én Djurslands-kommune. Det må man håbe, de har nogle rigtigt gode grunde til, for både fagforeningsfolk, almindelige borgere og erhvervsfolk har samstemmende i utallige debatindlæg nærmest tryglet om en fælles djurslands-løsning. Hér er det en fabrikant fra Ebeltoft, der slår på tromme for ét Djursland:
”Med interesse har jeg læst mange af de forskellige indlæg vedrørende kommunalreformen. Det er spændende læsning; nogle tænker fremad, men desværre er der efter min mening mange, som ikke gør det. Med de mange opgaver, som kommunerne fremover skal varetage, er det nødvendigt med store kommuner, og de skal være effektive, dynamiske og professionelt drevet.
Djursland har mange fordele, men de skal kendes af flere. Vi skal kunne høres. Randers taler om en storkommune. Århus er en storkommune. Kolding har næsten besluttet at blive en kommune med 85.000 indbyggere. Herning-området har også næsten truffet sin beslutning o.s.v. Det er forkert, at vi tror, vi bliver hørt med kun 45.000 indbyggere, og det er forkert at lade Grenå og Nørre Djurs passe sig selv i stedet for at samarbejde. Tilsyneladende er det kun ganske få lokalpolitikere, der tør stille sig selv spørgsmålet, hvad Djursland skal leve af om 10 år. I stedet for at anlægge et samlet og langsigtet perspektiv – og dermed at påtage sig et ansvar for den fælles udvikling på Djursland – er det desværre de meget lokale, egoistiske og kortsynede interesser, der får lov til at dominere.
Samfundet er i dag indrettet på en måde, hvor så meget foregår elektronisk, så om f.eks. skattekontoret ligger i Tirstrup eller i Ebeltoft eller et andet sted på Djursland, spiller ingen rolle.
Hvis Ebeltoft ikke skal blive en Tornerose-by, er vi tvunget til at få en størrelse, som der bliver lyttet til. Hvis vi starter som lilleput, forbliver vi lilleput, og vi får kun én mulighed i de næste mange år. Alle borgere og politikere er nødt til at tænke fremad.
Det bliver sagt, at vi ved en sammenlægning vil miste nærheden. Har vi nærheden i dag?
Der bliver besluttet meget ude på ”Borgen”, uden at borgernes stemmer bliver hørt. Biblioteket skulle partout flyttes ud til rådhuset – uden for byen – selv om der var meget kritik mod det forslag. Gartneri-grunden har der været skrevet meget om.
Udvidelsen af Ebeltoft Strand, hvor der blev glemt nogle parkeringspladser.
Djursland har alle forudsætninger for at blive et attraktivt bosætnings- og arbejdskraftopland for Århus-området. Men det sker ikke af sig selv. Der skal arbejdes hårdt for bl.a. at opgradere vej- og baneforbindelserne mellem Djursland og Århus og forbedre tilgængeligheden til det nordlige Djursland. Det er en fælles opgave og et fælles ansvar for politikerne på Djursland, at hele området får det optimale udbytte af disse muligheder. Men det er nødvendigt, at der tales med én stemme, hvis Djursland skal høres, og det gøres bedst, hvis vi er samlet i én kommune. På Djursland kan vi skabe en storkommune på godt 80.000 indbyggere. Det vil give os de bedste muligheder for at sidde med til bords blandt de øvrige store kommuner i en kommende øst- og midtjysk vækstregion. Dermed får vi også de bedste betingelser for selv at bestemme den fremtidige udvikling. Lad os ikke lægge Djurslands fremtid i hænderne på byrådene i Århus, Randers og de andre store kommuner i regionen. Jeg vil opfordre politikerne på Djursland til at tage de visionære briller på og ikke tænke alt for småt, alt for lokalt og alt for egoistisk.”
Skrevet af fabrikant Birger Schjerning fra Ebeltoft i Randers Amtsavis d. 2. september
Kilde: Randers Amtsavis
Rex