Tak til
 






  
05/05 2023

Det meste af verden samlet i Glesborg (2)

Som vi altså slog fast i går, er det behovet for at finde driftsikre og samtidigt billige alternative løsninger på, hvordan man får folk på landet koblet på det globale Internet, der er det fælles formål for de 200 mennesker fra 32 lande, som i week-enden deltog i det såkaldte Freifunk.net-konvent i Glesborg Hallen.


Når folkene fra Djurslands.net er blevet udpeget som værter for dette årligt tilbagevendende træf, skyldes det, at det trådløse djurske net med sine allerede nu 1.500 opkoblede husstande bliver betragtet som Europas største.

Det viste sig med al ønskelig tydelighed i week-endens løb, at vore lokale bredbånds-entusiaster med deres efterhånden ret omfattende kendskab til den trådløse teknologis velegnethed selv i tyndtbefolkede egne kunne være til stor inspiration for mange af de fremmødte gæster – ikke mindst dem fra den tredje verden.

Men også danske deltagere i konventet var stærkt begejstrede for den djurske bredbåndsmodel med trådløs teknik, fik Netavisen flere beviser på ved samtaler med deltagere i week-endens løb. Og både deltagelsen fra adskillige europæiske lande samt de mange gæster fra både Asien, Afrika, Sydamerika og USA viser, at der er tale om en verdensomspændende græsrods-bevægelse, som kan få overordentlig stor betydning fremover.

Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at trådløst Internet i landdistrikterne er opfundet i Nørre Djurs. Men herfra har man altså arbejdet med at løse et problem for vores del af verden samtidig med, at andre rundt omkring på kloden har gjort mere eller mindre det samme.
Så de gæve bredbåndsentusiasters arbejde med at give og få inspiration til og fra verden omkring os sætter både Nørre Djurs og resten af Djursland på verdenskortet på en måde, hvis betydning for området ikke kan overvurderes.

Selve konventet sluttede sent søndag eftermiddag, men ca. 70 af deltagerne har meldt sig til en ”work-camp”, hvor de teoretiske snakke fra week-enden skal prøves af med praktisk arbejde rundt omkring i det djurske landskab resten af indeværende uge.

I morgen kan du så læse den tredje og sidste artikel fra Freifunk.net-konventet!
Skrevet af Rex

Kilde: Rex

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam