Byzone-skilte er lig med en fart på max. 50 km/t
Politiet i Grenaa gør opmærksom på et forhold, som bilister og motorcyklister skal holde sig for øje.
På nogle strækninger - før man kommer til en given by - møder man tit skilte, der angiver, at farten skal sænkes fra landevejens 80 km/t. til for eksempel 60 eller 70 km/t. Idet man så kører ind i byzonen - og der gør man idet man passerer byskiltet, som angiver byens navn, så gælder der altid det, at man maksimalt må køre 50 km/t.
– Disse 60- og 70 km/t-skilte kan måske godt forlede nogle bilister til at tro, at de efter et 60 km/t.-skilt kan fortsætte hele vejen igennem en landsby med den fart. Det er ikke tilfældet. Et byzone-skilt vil altid signalere, at her skal farten højst være 50 km/t., siger vicepolitiinspektør Bo Paulsen fra Grenaa Politi.
Han nævner landsbyen Enslev ved Grenaa som et eksempel.
– Her er der på begge sider af byen skilte, der påbyder bilisterne at sætte hastigheden ned til max. 60 km/t. De er sat op for at få bilisterne til at sætte farten ned, inden de når ind i selve byområdet. Idet bilisterne så passerer selve byskiltet, træder den almindelige byzone-fartbegrænsning i kraft - selv om det ikke er angivet nogen steder. Bare lige for at præcisere, at sådan forholder det sig, slutter Bo Paulsen.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex