Sædvanen tro afholdt Grenaa Golfklub den årlige sponsormatch søndag den 22. august med det formål at skabe en hyggelig dag for klubbens sponsorer - med tak for bidragene, således at golfklubben fortsat kan være et stort aktiv for Grenaa og omegn.
Der blev spillet sponsor-match i Grenaa Golfklub søndag den 22. august. Her svinger Lillian Fast sin golfkølle på hul 4, hvilket gjorde hende til vinder af konkurrencen »Nærmest hul 4«.
|
Programmet omfattede velkomst med morgenbord, og derefter var der match for de golfspillende sponsorer, mens ikke-golfspillende deltagere fik mulighed for instruktion af træner Morten Nielsen på træningsbanen - og efterfølgende puttingkonkurrence. Afslutningsvis var der frokost, hvor dagens sjove oplevelser og strabadser gennem det foranderlige vejr blev drøftet og præmier blev overrakt.
Resultatet af 9 hullers Stableford-sponsormatch:
Holdresultat: Hold 2 vandt med i alt 46 point – Alice
Nielsen, Perstrup Beton A/S, Ebba Rovsing, Grenaa Golfklub, og Mogens Adamsen, Vivild og Omegns Sparekasse. Individuel placering: 1. plads Lene Nordheim, Psykologisk Praksis, 2. plads Erling Christensen, Nybolig, og 3. plads Henning Bøjden, Statoil.
Nærmest flaget på hul 4 var Lillian Fast, Grenaa Bowlingcenter, med en afstand på kun 1.94 meter fra hullet. Vinder af putting-konkurrencen blev Glenn Simonsen, Grenaa Bowlingcenter, med 43 slag.
Formanden for Grenaa Golfklub, Niels Rovsing, kunne i øvrigt fortælle, at klubben - som en af egnens største idrætsklubber – nu tæller næsten 700 medlemmer med en årlig tilgang på 30-50 nye golfspillere. Golfbanen optimeres til stadighed, hvilket naturligvis koster store summer, som netop sponsorer medvirker til at finansiere. Klubben er for eksempel i gang med en udvidelse af banen med en par 3 træningsbane omfattende 9 nye huller, som dog først forventes i brug næste sommer - og som vil kunne bruges til udslusning af de nye medlemmer. Således er det fortsat visionen, at Grenaa Golfklub skal betjene ikke blot klubbens egne medlemmer, men også det stigende antal green-fee gæster - ikke mindst til gavn for turismen i området.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex