Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Teknologi og vidensdeling

GLESBORG – Det er fremtidsorienterede mennesker, der med et ordentligt læs isenkram og moderne teknologi har indtaget Glesborg. Og selv om ordforrådet kan gøre en relativt teknologiblind gennemsnitsdansker hed om ørerne, er der også et ekko af gamle slagord som Frihed, Lighed og Broderskab.



Fælles for de mange mennesker, der denne weekend havde taget den bærbare og soveposen med til Glesborg, er deres vision om, at alle skal have adgang til internet, uanset om man bor i byen eller på landet, i den industrialiserede verden eller i et udviklingsland. Der skal være fri og lige adgang til informationer, og alle skal have lige muligheder for at anvende den moderne kommunikationsteknologi.
Det er grundlæggende samme problem, man står overfor mange steder i verden: De kommercielle teleselskaber kan ikke få økonomien til at hænge sammen, hvis der er for langt mellem brugerne. Derfor er man flere steder kommet i den situation, at der kun findes en fornuftig IT-infrastruktur i byerne, mens landdistrikterne er overladt til sig selv, hvad angår hurtig og billig adgang til internettet. Samtidig er disse områder også ofte oversete på alle andre områder, og bliver mere og mere afsondrede fra den øvrige verden på grund af dårlige trafikforbindelser, dårligt fungerende skole- og sundhedsvæsen og mangel på arbejdspladser – og det skaber social og økonomisk ulighed i en verden, der teoretisk skulle blive mere sammenhængende, fordi teknologien til global informations- og kommunikationsudveksling er til stede og har været det i mange, mange år.
Men der, hvor der ikke er politisk eller økonomisk vilje til at levere bredbåndsforbindelser til de tyndt befolkede egne, kommer de frie, ikke-kommercielle græsrodsbevægelser ind i billedet. Selv om Djursland i global forstand ikke er et fattigt område, ligner problemstillingen alligevel den, man kender i Nepal, Indien, Afrika, ja selv i USA's landdistrikter.
I løbet af de sidste par år har DjurslandS.net bevist, at det kan lade sig gøre at skabe en IT-infrastruktur, der rækker helt ud til Maren i Kæret, og som samtidig er så billig, at hun har råd til at betale for det. Netværket bygger desuden på en teknologi, der er let at anvende, og som med fordel kan udbredes til resten af verden. Det var bl.a. det, weekendens konferencedeltagere var kommet for at se.

Flere aspekter af netværk
Opbygning og vedligeholdelse af et ikke-kommercielt, trådløst netværk er ikke kun et spørgsmål om teknik. Det handler i lige så høj grad om menneskene bag, hvilket formanden for DjurslandS.net, Bjarke Nielsen, lagde meget vægt på i sin velkomsttale til konferencen.
– DjurslandS.net er organiseret omkring en gruppe mennesker, ildsjæle, der har gejsten til at blive ved og ved med at forfølge en vision, og som kan inspirere og dele deres viden med andre. Med udgangspunkt i Bøvl-miljøet har vi ved at undervise hinanden fået dannet flere selvhjælpsgrupper, der så igen deler deres viden med andre og inspirerer andre, så der dannes nye selvhjælpsgrupper. Vores trådløse netværk er baseret på mange, mange frivillige, og det er for mig at se den eneste måde, det kan gøres på. Det er bl.a. denne organisatoriske model og idéen om hjælp til selvhjælp, der har gjort DjurslandS.net til Europas største frie, trådløse netværk.
Weekendens konference var da også et strålende eksempel på vidensdeling i praksis. Alle havde forskellige historier og erfaringer med i bagagen, og både de programsatte emner og samtalerne deltagerne imellem bar tydeligt præg af, at folk havde noget på hjerte, som de gerne delte ud af. Problemer blev forsøgt løst, kontakter blev etableret, nye ideer opstod, og de allerfleste kunne tage hjem med fornyet inspiration og energi og med en viden om, at græsrodsnetværket er intakt og velfungerende.

Skrevet af Marianne Svit i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 7. september

Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam