KOLIND - Sådan står der at læse i et avisudklip.
Af Bent Møller Pedersen, Kolind
Klaus Jensen, daglig leder af Reko sammen med konen Helle, ved en af Rekos meget synlige gul-orange ambulancer.
|
”Og jeg kan da kun give journalisten ret. Ud over Falck er REKO den eneste privatejede virksomhed, der kører udrykningsambulancer. Og så her ude på landet!
Jeg fik forleden mulighed for at bladre i et par scrapbøger om netop REKO.
Redder Benny Nielsen, Kolind, har kunnet samle avisudklip og fotos gennem hele REKO’s levetid, idet han har været med fra starten.
Ud over at være uhyggelig læsning om ulykker og død på Midtdjursland, er det også historien om en mand, hans familie og nogle ansatte, som tager over i situationer, hvor vi andre ikke aner, hvad vi skal stille op. Folk som må have mange grimme oplevelser på nethinden. Folk som har givet en tryghed for os, der lever i området. REKO er for mange indbegrebet af tryghed i en ulykkelig situation.
Scrapbøgerne gemmer også artikler om mere specielle og spændende opgaver.
Jobbet som redder er heldigvis også et alsidigt arbejde.
I scrapbogen kan man læse, at en tankvogn med øl er væltet og skal rejses op. Der står ikke noget om, at hanerne var utætte!
Juletræet bliver rejst på byens torv, mens glade barneøjne ser på. Det gamle Kolind Andelsmejeri løber en sen nattetime tør for olie til fyret. Hvem hjælper og skaffer olie: REKO. En gårdejer skal have rejst betonelementer til en ny lade. Kranvognen klarer opgaven.
Mange nybygninger har i tidens løb haft REKO’s kran til at løfte spærene på plads. En ridehest er faldet i en brønd og løftes forsigtigt op. Man får landbrugsvogne op fra kanalen. Trækker traktorer og vejtromler fri, når de sidder fast. Man flytter kioskbygninger, uden de falder fra hinanden.
Lussinger
Enkelte af avisudklippene fortæller ikke udelukkende om ulykker.
Et barn er kommet til skade og har fået et par tænder slået ud. Efter at barnet er kørt til sygehuset, fortsætter REKO-folkene og landbetjenten med at lede efter tænderne.
Et andet udklip fortæller, at intet kan standse REKO. Under en udrykning overhaler ambulancen en traktor, som kører lidt langt ude på vejen. Traktoren snittes, og forskærmen på ambulancen bliver krøllet. Ambulancen standser, føreren hopper ud og brækker skærmen væk fra hjulet. Så fortsætter man med det blå blink tændt. Normalt redder man liv, men en sjælden gang må man slå ihjel: En syg og såret svane bliver indfanget og skudt.
En yngre mand er kvæstet efter et biluheld. Han fragtes til Grenå sygehus. Men da han kommer til hægterne og får at vide, at han er på vej til sygehuset, bliver han voldsom. Han vil sættes af. Og stopper man ikke, kan redderne få nogle lussinger! Ambulancen standser 300 meter fra sygehuset, og i strømpesokker og blødende fra et stort hul i nakken, forsvinder manden ud i natten.
Det startede i 64
”Redningsringen”, som selskabet hed i starten, begyndte sin virksomhed i Kolind i 1964. Ved dyrskuet i maj måned kunne man præsentere de to første køretøjer: en ambulance og en Landrower. Redningsstationen var placeret på Ebdrupvej nr. 2. Her var ikke megen plads, men bilerne var dog under tag i en carport. Den første leder hed Ove Dalby, og hos ham blev Benny Nielsen ansat den 10. november 1964.
Benny fortæller, at uddannelsen foregik på Redningsringens store station i Århus og på sygehuset. Her blev man oplært i hjertemassage og i brugen af iltapparat og håndsug, som var det eneste, ambulancen rådede over.
Svend Aage Jensen og hustruen Valborg drev vognmandsforretning fra 1953 til 1967 på Skolebakken. Han hjalp af og til hos Redningsringen og stillede sin kælder til rådighed for ambulancen, når det var frostvejr. Så det var ret naturligt, at han overtog firmaet, da Ove Dalby flyttede til Grenå for at starte en station der. Ud over købssummen måtte Svend Aage også senere betale 85 kr. for at få lov til at overtage navnet.
Fra den 1. april 1965 og frem til midten af 1970’erne var det Svend Aage og Benny, som udgjorde det faste mandskab. Løst tilknyttede hjælpere trådte til, når der var travlt.
Gennem årene er både vognpark og medarbejderstab blevet udvidet. De tre sønner og datteren kom efterhånden også med i firmaet, som i dag har 15 ansatte.
Vognparken er løbende udskiftet og moderniseret, og også farverne er skiftet ud. I starten var ambulancerne hvide, men i 1983 blev de hvide og grønne, og i dag er de gul-orange. I 1983 fik man som nogle af de første på Djursland installeret hjerteudstyr i ambulancerne. Et udklip fortæller, at en mand i Tirstrup Lufthavn kan takke netop REKO for, at han overlevede et hjertestop.
Man har aldrig gjort meget ud af titler. Svend Aage udtaler på et tidspunkt til avisen: ”Egentlig burde Benny vist have titel af udrykningschef, men herude er vi ikke så meget for titler, så i det daglige kalder vi ham bare ”overredderen”.
Svend Aage Jensen døde i marts 2004, og firmaets daglige ledelse varetages af sønnen Klaus og svigerdatteren Helle.
I den nye station på Ebdrupvej råder man over 4 ambulancer, 2 sygetransporter og 5 autohjælpskøretøjer.
Jeg lukker scrapbøgerne efter at have fået indblik i en rigtig iværksætterhistorie – og ønsker tillykke med den nye station.
Bent Møller Pedersen, tidligere viceinspektør på Kolind Centralskole, skriver jævnligt i Lokalavisen
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex