SIVESTED - Efter nogle år med meget lidt aktivitet er der nu atter gang i spejderbålene og liv i spejderhytten hos KFUM-spejderne i Sivested.
Gruppeleder Jakob Kahr og ulveungerne forstår stadig at lave et godt spejderbål og hygge sig med snobrød.
|
Spejderhytten på skrænten over Sivested og området med skov, bakker og vand i kanalerne i Kolindsund giver de perfekte rammer om et aktivt spejderliv. Men for at der kan komme liv i selv de bedste rammer, kræver det frivillige lederes aktive medvirken.
Efter nogle magre år er der nu atter et mylder af spejdere i bakkerne over Sivested. Siden spejderne startede op igen i foråret, er flokken af ulveunger vokset til over 30 drenge og piger, og gruppen af de lidt yngre bævere er nu også sat på skinner. Ønsket er også at kunne etablere et selvstændigt spejdertilbud for de større børn, som indtil videre må nøjes med at være hjælpere og støtter for den store flok af ulveunger.
Ny energi
Sivested-spejdernes nye gruppeleder er Jakob Kahr og bosat på en slægtsgård, Hannesminde, i Sivested. Han er barnefødt i Nimtofte og er efter endt uddannelse vendt tilbage til hjemegnen. Man skulle tro, at han som gymnasielærer og med arbejdssted på Skive Gymnasium har nok at se til, men han er ikke i tvivl.
- Jeg har selv haft så meget glæde af spejderlivet gennem hele livet siden jeg var barn og både som ung og voksen, at jeg gerne vil give noget af alt det, jeg har fået, tilbage, siger Jakob Kahr. Han har nu fået gode hjælpere med sig, og det er baggrunden for at der nu igen bliver klatret, bygget huler, snittet og bagt snobrød i terrænet omkring spejderhytten.
Nul mobilos
Derfor kan spejderaktiviteter godt konkurrere med den moderne teknologis mere passive og stillesiddende fritidstilbud. I spejderhytten i Sivested findes der ikke andre computere end gruppelederens bærbare, og mobiltelefon hører heller ikke med til en moderne spejderudrustning.
Til gengæld viser ulveungerne stolte deres spejderdolke og spejdersangbøger frem, og fortæller om de mærker de har opnået. For at bære og bruge dolken skal man have knivmærket, og hulemærket får man hvis man har bygget en hule og har sovet i den. Andre mærker er stifindermærket, køkkenmærket eller lejrmærket.
- Vores fritidstilbud er for børn, som vil være i naturen og lære den at kende. Samtidig er det et tilbud, hvor alle kan være med og som ikke er konkurrencebetonet som meget idræt, mener Jakob Kahr.
Mange intelligenser
- Som spejder handler det om at samarbejde. Vi arbejder i bander og lader børn lede børn. Der er brug for alle talenter, og de fremherskende teorier om udnyttelsen af børnenes ”mange intelligenser” har vi altid kendt til blandt spejderne, siger Jakob Kahr. Med hele sin egen spejdererfaring og med liniefag i psykologi og samfundsfag står han godt rustet til at praktisere og perspektivere spejderlivet - selv i en computertid.
På den måde er der brug for alle ulveungernes bidrag, når der skal bygges huler eller laves bandestandere, som øvelsen står på denne tirsdag aften. De forskellige bander skal med naturens egne materialer og og pels og skind fra spejderhytten lave den stander, som skal følge banden resten af året.
Snobrød forever
Næste gang spejderne mødes er der fokus på agtenspejderen. Da skal man lære om koder og at tyde spor og fingeraftryk. Senere i september tager spejderne på en agent-tur fra fredag til søndag til sepjderhytten ”Djursborg” ved Balle med natløb og alt hvad der hører sig til en god spejderlejr.
Alle ulveungerne har spejdernavne med afsæt i det junglebogstema, man arbejder med. De fik deres navne, da de i foråret holdt fuldmånemøde på gravhøjen på Sivested Mark.
Så spejderlivet med al sin nærhed med naturen, spænding og kammeratskab lever og har det godt.
Og også denne tirsdag slutter spejderaftenen med en rundkreds om et rigtigt spejderbål med snobrød på den friskt snittede pind. Og denne gang ikke med det meget moderne alternativ til det snobrød, vi sikkert alle kender: Sæt en skumfidus på pinden, rist den over ilden, læg to kiks rundt om den bløde skumfidus og træk den af pinden. Spises som en velsmagende skumfidusburger. Velbekomme.
Skrevet af Martin Schults i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 7. september
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex