Budget 2005 er i støbeskeen i Nr. Djurs Kommune
Kommunalbestyrelsen i Nørre Djurs Kommune har nu afholdt årets budgetseminar og Økonomiudvalget har afgivet sin indstilling til 1. behandlingen af budgettet for 2005 i Kommunalbestyrelsen, der blev afholdt den 9. september på rådhuset i Glesborg.
I indstillingen fra ØK er der lagt op til et driftsoverskud på knap 5 millioner kroner, fremgår det af det seneste nyhedsbrev fra Nørre Djurs Kommune. Et driftsoverskud af denne størrelse giver ikke mulighed for at forbedre kommunens likviditet, som i budgetforslaget forventes at være uændret efter 2005. I ØK’s forslag er der lagt op til beskedne anlægsinvesteringer, nemlig en pulje på 1,5 mio. kroner til videreførelse af skolerenoveringer, ombygning ved Børnehaven Savværket i Gjerrild og 1. fase af Ørum Bibliotek, der er havnet i nye omgivelser i Ørum Aktiv Center. Endelig er der afsat en halv million kroner til vej- og stianlæg.
Medlemmerne af Kommunalbestyrelsen har mulighed for at fremsætte ændringsforslag til budgettet indtil den 16. september kl. 12.00. Budgettets 2. behandling sker i Kommunalbestyrelsen den 7. oktober, hvor kommunens budget for 2005 skal vedtages endeligt.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex