BRUNMOSE - Det økologiske jordbrug Enghavegård i Brunmose mellem Pindstrup og Auning supplerer nu deres økologiske catering med en velassorteret gårdbutik. Her kan man både klappe hesten og kæle katten, mens man handler sine sunde dagligvarer.
Der er en autentisk stemning af landbrug og sunde varer, når man besøger Anne Marie Lund og Niels Vincentz’ nye gårdbutik i Brunmose mellem Pindstrup og Auning.
|
Gennem otte år har Niels Vincentz og Anne Marie Lund og deres datter Signe arbejdet med at dyrke gode og sunde grønsager og korn, og sælge godt økologisk kød fra deres landbrug.
Som mange andre har de været drevet af drømmen om en enkel, men indholdsrig og meningsfuld hverdag. Men tingene har udviklet sig for familien, som efterhånden supplerede landbruget med at forsyne kunder i området med mere end deres egne produkter. Og når de nu alligevel har alle de gode varer i huset, så har de nu givet mulighed for at private kan hente de varer, som man ellers skal køre langt for at hente. Således er den økologiske catering blevet udbygget med en gårdbutik, som har åbent tre dage om ugen på udvalgte klokkeslet.
Drømmestedet
Efter at Niels havde uddannet sig som økologiske landmand og Anne Marie som frilandsgartner var de i tre år driftsledere på det dengang nyetablerede økologiske jordbrug Ny Ryomgård. Derefter fulgte nogle år i eget hus i Pindstrup inden de fandt Enghavegård - et lille landbrug med 22 tdr. land jord til i Brunmose.
- Det var lige vores drømmested med et et jordtilliggende, som er velegnet til grønsdagsdyrkning. En blanding af muldrig og sandet jord, som hverken er for tung eller tør, men holder godt på fugtigheden, siger Niels, som også fremhæver den næringsrige jords betydning for grønsagernes gode smag.
Jorden blev omlagt til økologisk drift, og den alsidige produktion af grønsager, blev suppleret med dyrkning og salg af økologiske korn og en besætning af kødkvæg.
Ud og sælge
De hjemmedyrkede varer skulle sælges og Niels Vincentz rullede ud i landskabet for at finde kunder blandt storkøkkener, institutioner, højskoler og restaurationer. Kundegrundlaget voksede og det blev oplagt at forsyne kunderne med mere end frugt og grønt, ligesåvel som man medbragte sunde varer fra andre avlere, som man kendte gennem det lokale netværk.
- Vores økologiske catering voksede i omfang og udover frugt og grønt leverer vi nu også mejerivarer, kød og pålæg og en lang række kolonialvarer som mel, gryn, kaffe, øl, rødvin og chokolade. Fælles for alle varerne er, at de er økologiske, fortæller Niels Vincentz.
Gårdbutikken åbner
At drive cateringvirksomhed krævede en del investeringer i både kølerum, passende lagerlokaler og kølebil. Kølekæden skal holdes intakt.
- Vores opbevaring, mærkning og leverandørkontrol sker under fuldt forsvarlige forhold og vi er under skarpt tilsyn fra Fødevareregion Århus, siger Niels Vincentz, som sammen med Anne Marie forestiller sig, at de måske kan blive et lokalt alternativ til de butikker, man ellers skal helt til Århus efter.
- Derfor har vi netop åbnet vores gårdbutik tre dage om ugen for alle interesserede, som dermed kan få gavn af alle de friske varer, som vi leverer til vores kunder rundt omkring i Århus Amt. Cateringen gør, at vi har en stor gennemstrømning af varer, som vi derfor kan garantere er friske, hvadenten det er mejerivarer eller frugt og grønt.
God historie
Samvittigheden har det godt på Enghavegård, for arbejdet gøres med stor respekt for miljø, natur, mennesker og dyr.
- Ja, det er rigtig politisk korrekt, griner Niels, som ser valget af økologien både som et hensyn overfor en bæredygtig udvikling lokalt og globalt, men også som en god gerning overfor en selv og sin nærmeste familie.
Men grundlæggende er både Niels og Anne Marie tilpas med at kunne stå helt og holdent inde for de varer, som de rækker over disken i deres gårdbutik.
- Vi kan og vil gerne fortælle historien om de varer vi fører. Vejen ”fra jord til bord” skal være så kort som mulig, og de skal være sporbare, så man altid kan få at vide, hvor og hvordan en vare er produceret, siger Niels Vincentz og Anne Marie Lund fra den nye gårdbutik i Brunmose.
Skrevet af Martin Schults i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 14. september
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex