Grenaa Go-kart Center har fået ny indehaver i skikkelse af den 39-årige Kristian Beck, der kommer fra Ørsted her på Djursland.
Den 39-Ã¥rige Kristian Beck overtager Grenaa Go-kart Center i denne uge.
|
Go-kart-centret er beliggende på Rolshøjvej i Grenaa - tæt ved Grenaa Erhvervspark - og det er efterhånden fem år siden, at én af centrets go-karts blev sendt afsted på den allerførste omgang. Det var familien Christensen - med faderen Henning Christensen i spidsen - der tog initiativ til denne ekstra forlystelse/attraktion i Grenaa, men med Kristian Becks overtagelse pr. den 15. september, trækker familien Christensen sig helt ud af Grenaa Go-kart Center. Muligvis for i stedet at kaste sig over noget helt andet. Det vil kun tiden vise.
– Der har under alle omstændigheder været tale om en spændende tid med mange glade gæster i centret. Ikke mindst er turisterne i sommerhalvåret parate til at stå i kø i langt over en time for at komme til. Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke kunder, sponsorer og andre samarbejdspartnere for fem gode år, samtidig med, at vi ønsker Kristian al mulig held og lykke med at videreføre Grenaa Go-kart Center, siger Henning Christensen.
Kristian Beck debuterer dermed som selvstændig, idet han frem til nu »kun« har været almindelig lønmodtager i forskellige jobs og brancher. Blandt andet har han en fortid som soldat i Forsvaret gennem 7 år. Han glæder sig til at komme i gang som selvstændig, eftersom han synes han har haft chefer nok efterhånden. Men det er lidt tilfældigt, at han lige er havnet i Grenaa.
– Min kæreste vil gerne åbne en blomsterbutik her på det østlige Djursland, og derfor har jeg også sonderet mulighederne i dette område. Jeg faldt så over en annonce vedrørende overtagelse af go-kart-centret her i Grenaa, og det synes jeg lød spændende. Og nu er det så en realitet, siger Kristian Beck, der dog stadig mangler at finde et egnet butikslokale til kæresten, som således må vente lidt endnu med at komme i gang med at sælge blomster og lignende.
Kristian Beck vil køre centret videre efter det kendte koncept, hvilket er ensbetydende med, at ting som firma-gokart-turneringer vil blive forsøgt videreført, og ligeså med specielle selskaber såsom polterabends og Grand Prix’er med videre. En nyhed udenfor centrets område kunne blive para-sailing (flyvning i en faldskærm efter en speedbåd), men det er fremtids-musik, siger Kristian Beck.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex