Grenaa Marineforening har startet sine efterårs- og vinteraktiviteter i skydningens tegn.
For nylig blev der afholdt den årlige Fregatskydning, hvor den regerende fregatkaptajn Hardy Plougmann blev udfordret af 45 andre skytter. Efter 389 skud ramte Svend Jensen Krudtkammeret, og blev ny fregatkaptajn. De øvrige nedskydninger gjaldt fregattens 9 sejl. Store Bram blev nedskudt af Gert Christensen. Fore Bram af John Christensen. Berginen også af John Christensen. Store Mærs af Claus Melin. Fore Mærs af Johnny Melin. Blænd Sejl af Vagn Jacobsen. Mesan af Bent Byvald. Storsejl af Jørn Press Hansen ved skud af Per Schultz. Fok af Lasse Petersen.
Den 6. november er der igen skydning i Grenaa Marineforening, der denne dag er arrangør af Distriktsmesterskabet, hvor de midtjyske marineforeninger dyster om mesterskabet i baneskydning.
Der deltager skytter fra foreningerne i Århus, Horsens, Viborg, Samsø, Skanderborg, Randers og Grenaa. Grenaa Marineforening puster også nyt liv i foreningens Skyttelaug, der arrangerer bl. a. træningsskydningerne i vinterperioden. Til at varetage disse skydninger er der nedsat et nyt skytteudvalg, der består af Leo Johansen, Jørgen Petersen, Jørn Olsen og P. T. Refskou Poulsen. Træningsskydningerne sker hver anden mandag aften i ulige uger.
Foreningens medlemmer behøver dog ikke at kede sig de øvrige mandage i vinterperioden.
Marineforeningen har nemlig i samarbejde med Grenaa Haandværkerforening arangeret præmiewhist på disse mandage. Fredag den 1. oktober vil der formentlig også blive skudt med skarpt i marineforeningen. Denne aften har foreningen været heldig at få den tidligere skipper på »Fulton«, Mogens Frohn Nielsen, til at holde et foredrag i Marinestuen på Klitvej i Grenaa.
Kilde: Grenaa Bladet
Rex