GL. ESTRUP – På søndag er det muligt at se, hvordan danske landmænd i tidligere tider brugte tid og kræfter på efterårspløjningen.
Dansk Landbrugsmuseum på Gammel Estrups fine tradition med at vise mange sider af fortidens landbrug til nostalgisk glæde for de ældre generationer og til stor måben for de yngre bliver atter vakt til live med søndagens arrangement, hvor pløjning i fortid og nutid er temaet.
Pløjedagen på Gl. Estrup er blevet en fast tradition på museet, der årligt tiltrækker mange østjyder med interesse for pløjning, heste og veterantraktorer.
Østjysk Køreselskab afholder lokale mesterskaber i hestepløjning, og hestefolkene pløjer såvel I stubjord som i grønjord.
Motor- & traktorklubben ”Jylland” afholder klubmesterskaber i pløjning for veterantraktorer. Veterantraktor-pløjningen er delt op i to klasser I den ene klasse bliver der konkurreret med bugserede plove – den plovtype, som var almindelig i traktorens barndom i perioden 1920-1950. I den anden klasse bliver der konkurrereret med liftplove, som blev almindelige i landbruget i 1950’erne.
På de historiske marker ved museet demonstrerer Dansk Landbrugsmuseum desuden en række historiske plove og jordbehandlingsredskaber ligesom publikum bliver præsenteret for arbejdet med nutidens pløjning med moderne vendeplove
Såvel Gl. Estrup Smedelaug som Gl. Estrup Torvelaug vil være at finde ved pløjemarkerne .
Pløjedag på Gl. Estrup er arrangeret af Dansk Landbrugsmuseum og Motor& traktorklubben ”Jylland” i samarbejde med Østjysk Køreselskab.
Skrevet af Lars Norman Thomsen i Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 14. september
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Rex