grenaa bladet: Kl. er 01.24 og det er lørdag nat i Ebeltoft Zoo & Safari. Natteholdet sidder og sludrer, mens de holder øje med videoskærmen fra gepardstalden.
Her ses én af de to nyfødte gepard-killinger på meget tæt hold. Er den ikke bare nuser!
|
Det er nu fjerde nat, at de er oppe, så ventetiden føles lidt lang. Pludselig sker der noget. En lille gepardkilling bliver født og så er der fest på kontoret.
Allerede en halv time efter kommer den anden unge og så er der virkelig jubel hos vagterne. Agates slikker og slikker killingerne, som får fundet frem til hendes dievorter og straks går i gang med at få den livsnødvendige råmælk. Agates tager sig flot af killingerne, så alt er som det skal være.
Så skete det endeligt! Kulminationen på flere års arbejde har båret frugt og Ebeltoft Zoo & Safari kan nu bryste sig af at være en første zoologiske have i Norden, hvor der er født gepardkillinger.
Der ligger et stort arbejde foran denne glædelige begivenhed. Først skal de rigtige dyr findes, dvs. at de ikke må være beslægtede. Dernæst skal dyrene finde hinanden så attraktive, at de vil parre sig med hinanden. Herefter skal hunnen gerne blive svanger af befrugtningen og drægtigheden skal gerne gå godt. Og endelig skal den zoologiske have være forberedt på, at skulle håndopfostre killingerne, hvis hunnen ikke selv kan passe dem. Hvilket desværre sker ofte.
I Agates tilfælde har hun allerede fået to kuld, som er gået tabt, fordi de respektive zoo´s ikke har haft ekspertisen i at håndopfodre killingerne.
Gepard-kuvøse
sat i beredskab
Det har man i Ebeltoft Zoo & Safari. Allerede onsdag den 8. september blev der sat en gepard-killinge-kuvøse op i parken i det tilfælde, at Agates ikke ville passe sit afkom. Sutteflaskerne blev gjort klar og der var købt mælkeerstatning ind. Ligeledes var der fra onsdag aften nattevagt på gepardstalden, så man var sikker på, at alt gik godt.
Natteskiftet var mellem daglig leder af Ebeltoft Zoo & Safari Jesper Stagegaard og gepardernes daglige dyrepasser Inger Samsø Nielsen. Begge er utroligt glade og lettede over, at det hele gik så godt.
– Vi har naturligvis forberedt os så godt, som det overhovedet er muligt på denne begivenhed. Bl. a. har vi haft kontakt til et stort afrikansk gepardreservat »Kapama«, for at drage nytte af deres erfaringer med selve fødslen, siger Jesper Stagegaard og fortsætter:
– Der er ingen tvivl om, at de optimale forhold, som vi giver vores geparder, kan tildeles en stor del af æren for, at vi i dag står, hvor vi gør. Har dyrene det ikke godt og har de ikke nok plads, vil de ikke yngle, så simpelt er det, siger han.
På spørgsmålet om hvorvidt hun er klar til at blive reservemor for killingerne svarer Inger Samsø Nielsen:
– Det er jeg da, men vi håber jo på og vil gøre alt for, at Agates selv tager sig af sine killinger. Hver dag vil vi veje ungerne, så vi kan holde øje med, om de tager tilstrækkeligt på - på den måde ved vi, om Agates har mælk nok og om alt er som det skal være, siger hun.
Hver dag i Ebeltoft Zoo & Safari er der gepardspeak kl. 14.15 ved gepardstalden. Her vil dyrepasserne fortælle hele historien om selve fødslen og om hvordan det går med opfostringen af killingerne. Publikum vil ligeledes være i stand til at se killingerne direkte fra gepardstalden på TV skærme i parken.
Kilde: grenaa bladet
//