grenaa bladet: Fredag den 10. september var en helt speciel dag for Grenaa Slagtehus på adressen Tempovej 18 i Grenaa. Peder »Thies« Bertelsen og Tage Severinsen kunne nemlig her fejre 1 års fødselsdag for etableringen af deres fælles satsning - Grenaa Slagtehus. Og eftersom opbakningen fra kunderne det 1. år har været ganske overvældende, så skulle det jo ikke gå helt stille for sig.
På billedet er det Tage Severinsen i forgrunden, mens »Thies« kæmper heroisk for at få opmærksomhed i baggrunden.
|
Peder og Tage inviterede således til et Open by Night-arrangement denne fredag aften i september. I et stort telt ved siden af slagtehuset blev der således for små penge serveret helstegt pattegris og helstegt oksefilet med tilbehør - inkl. fadøl og/eller sodavand - og det var åbenbart et tilbud med »goddaw i«, for Peder og Tage havde rigtig travlt med at lange fast og flydende over disken denne aften.
Der var med andre ord tale om et særdeles velbesøgt arrangement, hvor man også kunne købe sig til en række andre 1 års fødselsdags-tilbud. Levende musik i teltet var der også sørget for, og børnene var der også tænkt på, eftersom der var sørget for både en meget »levende« rodeotyr og en hoppeborg.
Kilde: grenaa bladet
//