September måneds kunst i Kulturhuset Pavillonen...
grenaa bladet: September måneds kunstudstillere i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa er Annette Maj Fredberg, Michael Bredtved og Bente Rytler, hvoraf sidstnævnte er kunstneren bag herstående maleri.
Annette Maj, Århus, er uddannet fra designskolen i Kolding og fra arkitektskolen i Århus. Hun gør i rumudsmykninger og -installationer.
Michael Bredtved er en vild Århus-maler, der har sat spørgsmålstegn ved skovsøen og Cobra-malerne. Hans billeder er en opsang til det abstrakte maleri: Hjorten ved skovsøen har således fået en ekspressiv omgang bank!
Bente Rytler er for sin del blevet valgt til Årets kunstner i Ebeltoft to gange. En gang om året flytter hun sit stafeli til Malta for at male i uforstyrrethed. I hendes billeder er mennesket i fokus, og hun maler på den led fortrinsvis portrætter. På udstillingen kan man eksempelvis se portrætter af tidligere Ebeltoft-borgmester Knud Thorgaard, Per Kramer, Rene Toft Simonsen og Pernille Højmark.
Kilde: grenaa bladet
//