grenaa bladet: Guldbageren/Grenaa Bageri ved Tina og Jesper Kjærgaard åbner endnu en bager-afdeling i den nærmeste fremtid. Det sker helt nøjagtigt onsdag den 22. september, hvor parret åbner en Guldbager-afdeling hos Jaco/SuperBest på Søndergade i Grenaa.
Fra venstre er det Jaco’s butikschef Klaus Beck, Tina og Jesper Kjærgaard fra Grenaa Bageri og den daglige leder af afdelingen, Charsten Lilleris.
|
Som daglig leder har Tina og Jesper Kjærgaard ansat Charsten Lilleris, der har 10 års erfaring som bagermester i Kvickly Ebeltofts bagerafdeling. Han har tillige en lille håndfuld salgsassistenter til at hjælpe sig med at drive Guldbager-afdelingen, der kommer til at køre med et fuldt Guldbager-sortiment. Det vil sige et sortiment, som man kender det fra Guldbageren/Grenaa Bageri på Østerbrogade i Grenaa.
Butikschefen hos Jaco/SuperBest i Grenaa, Klaus Beck, glæder sig over, at det lokale supermarked på et stærkt konkurrence-præget detailhandels-marked, med denne samarbejds-aftale med Tina og Jesper Kjærgaard, kan få opgraderet Jaco/SuperBests bager-afdeling, så den fremstår med et sortiment, der er både bredere og bedre end førhen.
Det vil sige, at udvalget af brød og kager i alle mulige afskygninger og former, bliver kraftigt udvidet, samtidig med, at det håndværksmæssige grundlag er mere end i orden.
Således går man nu helt væk fra Bake-Off-produkterne, idet alle brød og kager i den nye Guldbager-afdeling i Grenaa vil blive lavet helt fra bunden af efter de bedste bagerhåndværksmæssige principper og traditioner.
Der vil via de i forvejen etablerede ovne i afdelingen blive bagt/produceret brød hele dagen, så der altid vil være frisk brød på hylderne. Og ellers kører man som nævnt fuldt og helt med det kendte Guldbager-koncept, hvilket vil sige det fedtfattige Fnuggi-rugbrød/franskbrød - almindelige udgaver af samme brød - foruden diverse special-brød, wienerbrød, tørkager, flødekager og fedtfattige skærekager med videre. Og Krummeklubben for børn op til 13 år - hvor man via samlemærker og et Krummeklub-hæfte kan sikre sig nogle flotte Guldbager-bonuspræmier - bliver også en del af den nye Guldbager-afdeling hos Jaco/SuperBest i Grenaa.
Bager-afdelingen kommer fuldt og helt til at følge Jaco/SuperBest’s åbningstider, så hvis Jaco/SuperBest har åbent, så har bager-afdelingen det med andre ord også.
– Som butikschef for Jaco/SuperBest i Grenaa glæder det mig helt enormt at kunne byde velkommen til en på alle måder bedre og større bager-afdeling. Det er fantastisk at kunne lave en sådan udvidelse i en tid, hvor der ellers typisk skæres ned på special-afdelingerne rundt omkring i supermarkederne. Men vi vil gerne kunne tilbyde vores kunder det bedste af det bedste, og derfor opretholder vi blandt også vores egen slagter- og delikatesse-afdeling. Af samme årsag er samarbejdaftalen med Tina og Jesper helt perfekt, og jeg er helt overbevist om, at det bliver til stor gevinst for både Jaco/SuperBest i Grenaa og Grenaa Bageri, siger Klaus Beck.
Den nye bager-afdeling i Jaco/SuperBest drives helt og holdent af Guldbageren/Grenaa Bageri, der således har forpagtet afdelingen. Hver uge vil man i Jaco/SuperBest’s lokale annoncer komme med specielle tilbud fra bager-afdelingen - således også i denne uge, hvor man i Jaco/SuperBest’s store annonce henover midtersiderne her i Grenaa Bladet, blandt andet vil kunne se nogle helt specielle åbningstilbud i den nye Guldbager-afdeling i Grenaa.
Jaco/SuperBest og Guldbageren/Grenaa Bageri har indgået en samarbejdsaftale, som betyder, at Jaco’s bagerafdeling debuterer som Guldbager-forretning fra og med onsdag den 22. september.
Kilde: grenaa bladet
//