Rougsoeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Fortryllende historier fra Troldeskoven

NIMTOFTE - Den lokale børnebogsforfatter og tegner Pia Ribberholt har givet nyt liv til Ulle og Raddi.


Denne gang er de to troldebørn på besøg hos deres onkel Aksel Knast Kardang, der er i gang med at opfinde en altmuligmaskine.
Er De forvirret ?
Nej, vel.
For mange store og små lokale læsere af gode børnebøger kender godt Ulle og Raddi fra Pia Ribberholt første børnebog, På sporet af tryllebogen.
Nu er Pia Ribberholt klar med nye historier om de kære troldevæsener. Den nye hedder På sporet af altmuligmaskinen, hvor troldefamilien med troldefar, troldemor og børnene Ulle og Raddi stadig holder til i Troldeskoven sammen med mange andre sjove og skøre væsener, der i den grad appellerer til fantasien.
En dag skal Ulle og Raddi passes af deres onkel Aksel Knast Kardang, som er opfinder. Han er ved at opfinde altmuligmaskinen, men arbejdet skrider langsomt frem, fordi Troldemand Griske og hans lærling hele tiden ligger på lur for at få fat i onkel Aksels arbejdstegninger.
Griske og hans lærling får selvfølgelig fat i tegningerne, men efter en intens jagt bliver det alligevel de rette ejermænd, der sikrer sig tegningerne. Troldefar og Troldemor kommer hjem og får sig en stor overraskelse, som ikke skal røbes her.

Nemmere denne gang
Pia Ribberholts indgangsvinkel er eventyret. Også denne gang har hun tegnet et arsenal af sjove, sure, rørende og fortryllende figurer og væsener, så læseren aldrig kommer til at kede sig og lægger bogen fra sig. Der er også opgaver i bogen, som det var tilfældet i den første.
- Jeg føler selv, at det har været nemmere og hurtigere denne gang. Det krævede lidt flere skitser første gang, siger Pia Ribberholt beskedent. Hun er mor til tre drenge, som jævnligt har kigget hende over skulderen under arbejdet og også selv bidraget med forslag til nogle af de løjerlige fantasidyr, som optræder i bogen.
- Jeg synes, at jeg har udviklet min streg. Figurerne træder mere og mere frem og kigger ud, og de falder ikke så meget i med omgivelserne, som i den første bog, siger hun.

Fin modtagelse
Pia Ribberholt udgiver også denne gang på forlaget Apostrof, der har børnebøger som speciale. Førsteoplaget af hendes første bog var på 1.500 eksemplarer, og det er solgt. Usædvanligt for en børnebog. Denne gang har forlaget derfor forøget førsteoplaget til i alt 2.000 eksemplarer.
- Jeg aftalte med forlaget at afvente reaktionen på den første bog, før jeg begyndte arbejdet med nummer to. Den første blev meget fint modtaget, så der var fuld opbakning til at gå i gang, og jeg kan da også røbe, at jeg allerede nu arbejder på bog nummer 3, fortæller Pia Ribberholt, der kun ser fantasien som en stopklods for endnu flere bøger om troldebørnene.
Det er blevet bemærket andre steder, at Pia Ribberholt har talent for at tegne. Lige nu er hun for eksempel også i færd med at løse en opgave for et andet forlag, der har bedt om nogle illustrationer til en snarlig bogudgivelse til undervisningsbrug.
- Det er noget helt andet, men en fin opgave, som giver mod på mere, siger hun.
Norma

Pia Ribberholdt har hentet hjælp og inspiration til nogle af figurerne i På sporet af altmuligmaskinen hos sine tre drenge, bagerst den ældste Joakim og siddende Kristian (tv) og familiens benjamin Ulrik (th).

Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs

norma


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam