RYOMGÅRD – Den seneste tids bølge af bankrøverier på Djursland er ikke gået upåagtet hen hos Sparekassen Midtdjurs, der lige som alle andre banker har sikkerheden i top.
Hos Sparekassen Midtdjurs undrer man sig lidt over, at nogen vil risikere 12 års fængsel for bankrøveri, når der faktisk ikke er ret meget at hente i rede penge.
– Vi ligger ikke inde med ret mange kontanter. De allerfleste transaktioner foregår digitalt i dag via Dankort og netbank. Mange pengeinstitutter anvender desuden tidslåse, så man ikke kan hæve større beløb uden at bestille i forvejen. Der er altså ikke tale om, at det er lettere at røve et lille pengeinstitut end en stor, siger souschef Kim Vindberg-Larsen fra Sparekassen Midtdjurs.
Kim Vindberg-Larsen fortæller også, at nutidens overvågningskameraer er meget avanceret, digitalt udstyr, så det nu er muligt at zoome helt ind og få gode billeder af detaljer ved tøj og ansigt. Før i tiden måtte politiet ”nøjes” med kasseassistentens forklaringer, men med det moderne videoudstyr er det blevet meget sværere at skjule sin identitet.
Når der, som nu, ser ud til at være en bølge af organiserede bankrøverier, orienterer politiet også bankerne, hvis der sker noget mistænkeligt i nærheden. Banken kan f.eks. blive orienteret om at holde øje med en bestemt bil, der er blevet stjålet, og som svarer til den type bil, der er blevet brugt i forbindelse med røverier andre steder.
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Marianne Svit