NØRRE DJURS – Ferien er ved at være forbi, og sommerhusene står mere eller mindre tomme. Det har tyveknægtene også opdaget, og sæsonen for sommerhustyverier er gået ind.
Alene i den sidste uge er der anmeldt tre indbrud i sommerhuse ved Fjellerup og Bønnerup Strand, og i det ene tilfælde blev der stjålet musikanlæg og andet til en værdi af ca. 12.000 kr. Indbruddene er alle sket i løbet af de første to uger i september. Landbetjent Bent Jensen i Glesborg opfordrer sommerhusejerne til at være opmærksomme på, at husene er sikret godt nok.
– Se efter, at døre og vinduer er sikret godt nok. Hvis man har værdier, som f.eks. tv og musikanlæg i sommerhuset, er det også god idé at mærke det. Mærkningsudstyret kan lånes hos politiet. Endelig kan vi kun opfordre til, at man holder øje med hinandens huse og giver besked, hvis man ser noget mistænkeligt, siger Bent Jensen.
Indbrud i Bønnerup og Gjerrild
Natten til torsdag i sidste uge blev der brudt en port op ved Feriecenter Kattegat i Bønnerup Strand. Der er ikke stjålet noget, men da feriecentret på det sidste har været noget plaget af indbrud og hærværk, vil politiet gerne i kontakt med eventuelle vidner til indbruddet.
Samme nat var der indbrud hos Statoil i Gjerrild, hvor tyvene fik adgang til butikken gennem en knust rude. Her blev udbyttet nogle kartoner cigaretter. Indehaveren hørte støj ved 3.15-tiden og her vil politiet også gerne i forbindelse med folk, der har set eller hørt noget.
svt
Det er blevet sæson for sommerhustyverier, og politiet opfordrer sommerhusejerne til at sikre deres huse og i øvrigt holde øje med mistænkelige personer og biler ved husene.
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs
Marianne Svit