Røde Kors har brug for 50 ind-samlere i Nr. Djurs
Grenaa Bladet: Borgerne i Nørre Djurs samlede sidste år cirka 47.736 kroner ind til fordel for Røde Kors’ hælpearbejde herhjemme og ude i verden.
Et flot resultat, som borgerne i Nørre Djurs kan være med til at gentage - eller måske ligefrem forbedre - søndag den 3. oktober, hvor Dansk Røde Kors gennemfører sin årlige landsindsamling.
Med en frivillig indsats på blot tre timer vil hver eneste indsamler være med til at gøre en forskel.
– Vi skulle gerne nå rundt til alle husstande i Nørre Djurs, og derfor har vi brug for i hvert fald 50 frivillige.
Derfor vil jeg gerne opfordre så mange som muligt til at bruge tre timer af deres søndag.
Tre timer, som kan betyde livet for en anden, siger Rosa Hansen, der er formand for Dansk Røde Kors i Nørre Djurs/Glesborg.
Dansk Røde Kors har på forhånd øremærket en del af pengene fra dette års indsamling - blandt andet til den borgerkrigs-hærgede Darfur-provins i Sudan.
Desuden vil der blive sendt penge til både Liberia og Den Demokratiske Republik Congo, som også oplever blodige borgerkrige.
Endelig går en del af pengene til DRK’s katastrofeberedskab, der kan rykke ud med nødhjælp i det øjeblik et jordskælv, en oversvømmelse eller en konflikt rammer uskyldige mennesker.
Indsamlere kan melde sig døgnet rundt på tlf. 70 100 000, eller hos den lokale Røde Kors-afdeling i Nørre Djurs på tlf. 86 38 61 37. Man kan også tilmelde sig via hjemmesiden www.indsamler.dk.
Kilde: Grenaa Bladet
//