Grenaa Bladet: Danmarks Jægerforbunds naturvejledning giver alle, der har lyst, chancen for at se, høre, føle, lugte og smage på naturen, på vildtet og på den særlige passion, der er forbundet med jagten.
Naturvejledningen er et tilbud om oplevelser til alle danskere, store som små, der vil vide mere. Vi byder gerne danskere indenfor i vores verden udenfor, men vi stiller også op i folkeskolen, i fritidshjem og andre institutioner for børn og unge. Jægerforbundet har selv følgende forslag til arrangementer:
Jægerens
værkstøjskasse
Få kendskab til de redskaber en jæger benytter sig af under jagten. Oplev dygtige jagthunde, larmende haglbøsser og rifler.
Naturindblik
Hvad er kastestænger, hvem kaster dem, og hvor bliver de af, når de er kastet? Spiser musvåger overhovedet mus og bor tårnfalke kun i tårne? Er en rævegrav et sted, hvor ræve er begravet, og bider grævlingen virkelig så hårdt, at et skinneben kan knuses?
Vildt er godt
Vildt er en fantastisk spise, det er en ægte og uforarbejdet råvare - og nej, det behøver ikke at være tørt - og nej, det er ikke nødvendigvis svært at tilberede.
Vi fortæller om vildtet, om partering/udskæring og byder på kulinariske oplevelser.
Dette er kun et udpluk af tilbuddene fra Danmarks Jægerforbund. Tag kontakt til din lokale naturformidler Allan Mattison på tlf. 86 44 00 12, hvis du er interesseret i et arrangement.
Vil du vide mere, kan du se på Danmarks Jægerforbunds hjemmeside
www.jaegerforbundet.dk
1. oktober
Den 1. oktober er for mange ensbetydende med indledningen på efterårsjagt-sæsonen og samtidig startskuddet til en række dage fyldt med gode naturoplevelser, spænding og hyggelige stunder med en enkelt røverhistorie eller to.
Jægerne har dog haft mulighed for at indlede efterårsjagten allerede fra 1. september. Da startede jagten på f.eks. ænder, gæs, duer og hjorte.
Fra den 1. oktober må man imidlertid også jage rådyr, harer, snepper og fasanhaner, så nu starter sæsonen for driv- og trykjagter.
Jagt og etik
En fortsat accept af jagt på naturens vilde pattedyr og fugle kræver i et moderne samfund, at jægerne ikke blot overholder jagtlovgivningen, men også udviser god jagtmoral og dermed respekterer jagtens etiske regler.
Generelle hensyn og hensynet til jagtens omdømme og etiske bæredygtighed.
• Al jagt skal ske i nøje overensstemmelse med gældende lovgivning og under iagttagelse af nærværende jagtetiske regler.
• Jagt må ikke reduceres til bare at være skydning. Nedlagt vildt skal, så vidt det er muligt, anvendes til føde eller pelsværk, som trofæ eller på anden fornuftig måde. Det gælder også for vildt, som nedlægges efter reglerne i bekendtgørelsen om vildtskader.
• Uanvendeligt vildt og uanvendelige dele af vildt skal nedgraves eller destrueres.
• Alle vildtarter er ligeværdige.
• Behandl nedlagt vildt med respekt og omhu.
• Skyd ikke, hvis vildtet er på klos hold, så et træffende skud blot vil ødelægge det. Skudt, spiseligt vildt er mad og skal behandles som sådant!
• Efterlad naturen, som du fandt den. Tag patronhylstre og andet affald med dig. Jagt må ikke efterlade spor i naturen.
• Driv ikke jagt på udsat vildt, der har en unaturlig adfærd.
• Gå ikke på jagt i perioder eller områder, hvor vildtet er trængt, f.eks. i isvintre, i områder med hegn, eller når og hvor vandfugle fælder svingfjer.
• Er du nybegynder, lær da af andre, og stil krav til egen og andres adfærd.
• Yd dit bidrag til bevarelse af vildtet og dets levesteder.
• Respekter jagtens etikette, dvs. jagtens særlige sprog og jægernes traditionelle omgangsformer (”jag-tens Emma Gad”).
Dette er et udsnit af de jagtetiske regler, der er udarbejdet i samarbejde mellem Danmarks Jægerforbund, Vildtforvaltningsrådet og Skov- og Naturstyrelsen.
Kilde: grenaa bladet
//