Tak til
 






  
05/05 2023

Gud og pasta i Fjellerup

FJELLERUP – Valgmenigheden i Fjellerup var i sidste uge rykket ind i Aktivitetshuset, hvor den stod på gudstjeneste med sang, drama og musik og efterfølgende pasta og hyggeligt samvær.

Det handlede om fællesskab og fællespisning, da valgmenigheden i Fjellerup som noget helt nyt var flyttet fra kirken til Aktivitetshuset for at være sammen om Guds ord. Det er en helt ny type gudstjeneste, der med prædiken, gospelmusik, sang, drama og plads til at røre sig på for de allermindste, er et fint og uhøjtideligt supplement til den traditionelle kirkegang.
– Der foregår mange forskellige ting under gudstjenesten, og det, der bliver sagt og gjort, kan forstås af alle, siger valgmenighedspræst Robert Blatt.

Allerede udenfor var den gode stemning mærkbar, og der blev sagt goddag og småsnakket rundt omkring, mens småbørnene fik drønet lidt krudt af på græsplænen, og orkestret varmede op i salen.

Gospelrytmer og stilhed
Aftenens tema var Livets Træ, og Robert Blatt fortalte med humor og, i kirkelige sammenhænge noget utraditionelle, hjælpemidler om sit symbol på Livets træ, nemlig krucifikset, der sammen med andre effekter blev draget frem fra en knaldrød bærepose fra Esprit.

Budskabet om Livets træ og det evige liv blev da også fortalt med helt almindelige ord og med paralleller til det moderne liv, vi lever i dag, og Gospel Girls gav deres bud på, hvordan salmen ”Min Gud er stor” kan fortolkes gennem dans.

Sangen og musikken fyldte i det hele taget meget, og der blev sunget og klappet med hele vejen rundt. Men der var også plads til stilhed, for, som Robert Blatt sagde, kun når vi er stille – og stille inden i – får Gud lejlighed til at tale til os.

Gud og pasta er en moderne gudstjeneste, der bygger på fællesskab og samvær omkring Guds ord, og hvor alle kan deltage.
– Det er jo et fællesskab, som man ikke behøver at kvalificere sig til på nogen måde, som en af deltagerne udtrykte det.

Skrevet af Marianne Svit

Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 28. september

/


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam