KOLIND - Midtdjurs Fysioterapi & Træningscenter er her ved indgangen til efteråret blevet suppleret med to nye specialer - en massør og en zoneterapeut.
Øverst: Marianne Ridder, Karlby, tilbyder zonetrapi i Sundhedshuset, som fysioterapeut Jesper Jørgensen ejer. Nederst: Pia Hansen, Nimtofte, bliver den ny massør i Sundhedshuset.
|
Hvis en patient kommer med ondt i nakken, er det fysioterapeuten, der tager fat om nældens rod.
Hvis samme patient tre måneder senere finder ud af, at den er gal med maven, og er blevet foreslået at slå vejen forbi en zoneterapeut, kan vedkommende nu henvende sig samme sted - i Sundhedshuset.
Fodboldspilleren med ømme muskler efter en benhård omgang mælkesyretræning uden mål og med kan også gøre det, for massøren står klar til at ælte muskulaturen.
Fysioterapeut Jesper Jørgensen, 34, kunne i sidste uge byde velkommen til to nye lejere, zoneterapeut Marianne Ridder, Karlby, og massør Pia Hansen, Nimtofte.
De to nye lejeres indtog var samtidig signalet til, at der nu står Sundhedshuset på indgangspartiet til lokalerne i Gammel Kolind.
Faglig synergieffekt
Det er en afprøvet ide andre steder med et sundhedshus eller noget, der ligner, og det ligger meget i tiden, at man samler specialerne og udnytter hinandens viden for at få en faglig synergieffekt til glæde for patienterne.
Derfor har det været en del af fysioterapeut Jesper Jørgensens tankegods et stykke tid at få taget det første tilløb til et sundhedshus i lokalerne på Nødagervej, som han købte for et par år siden og omdannede til en klinik for fysioterapi med tilhørende træningscenter.
To år tidligere havde han overtaget daværende fysioterapeut Steven Kadiens klinik oppe i byen. I løbet af de fire år har Jesper Jørgensen, der har været tilknyttet Randers HK's bedste håndbolddamer, udvidet staben, så der nu er ansat yderligere to fysioterapeuter for at kunne efterkomme behovet hos en stadig voksende kundekreds.
- Jeg ser Sundhedshuset som en god mulighed for at få en bredere gruppe af diagnoser, hvis man kan sige det sådan, i hverdagen.
Endvidere får jeg mulighed for at udnytte lokaler og faciliteter meget bedre, siger Jesper Jørgensen, der satte en annonce i avisen om det nye tiltag. Det gav over 50 tilbagemeldinger. Fra starten var det også meningen, at en kostplanlægger, diætist, skulle have været en del af Sundhedshuset, men den, der var udset til at løse opgaven, sprang i målet. Det betyder dog ikke at planerne om at få tilknyttet en diætist, er skrottet.
Aftentimer og dagtimer
Zoneterapeut Marianne Ridder, der har egen klinik på hjemmeadressen i Karlby, ser frem til at få nogle kolleger fra beslægtede faggrupper.
- Det har jeg da tit savnet, når jeg arbejder hjemme, men jeg glæder mig også til at få nye kunder, fordi geografien nu lige pludselig bliver en anden, siger Marianne Ridder, der foreløbig vil være tilknyttet stedet mandag aften og tirsdag i dagtimerne.
- Det samme bliver tilfældet med vores nye massør Pia Hansen. Når vi gør det på denne måde, hænger det sammen med, at det ikke er alle arbejdsgivere, som vil acceptere, at deres medarbejdere går til zoneterapi eller massør i dagtimerne. Derfor skal de have muligheden om aftenen, hvor der jo også er aktivitet i træningscentret, der først lukker kl. 22, siger Jesper Jørgensen, som ikke er i tvivl om, at Sundhedshuset vil løfte de to nye lejeres specialer op på et andet plan.
- Jeg tror, de vil opleve at blive taget mere seriøst, fordi deres arbejde ikke foregår i et rum på hjemadressen, men i et hus, hvor andre specialer holder til, siger Jesper Jørgensen, der også gerne vil knytte en kiropraktor til Sundhedshuset samt en afspændingspædagog.
I forbindelse med, at Kolinds mangeårige kiropraktor, Victor Larsen, solgte sin klinik, havde Jesper Jørgensen en forhandling med køberen, der dog tilslut endte med at vælge Randers som ny base..
Økonomisk incitament
- Jeg havde ellers tilbudt ham at bygge en ny klinik til ham, som han kunne leje, men han var usikker på kundeunderlaget. Jeg vil ikke afvise, at der kan blive knyttet en kiropraktor på et senere tidspunkt til Sundhedshuset, siger Jesper Jørgensen, der naturligvis også ser et økonomisk incitament i huset.
- Det spændende for mig er jævnligt at tænke nye tanker, der kan sikre min virksomhed. Hvis jeg ikke havde den energi, var det bedre for mig at blive ansat på et hospital med faste arbejdstider.
Skrevet af Lars Norman Thomsen
Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs d. 28. september
/