I aftes havde kommunalbestyrelsen møde med Grenaas Byråd. Mødets formål var bl.a. at udveksle synspunkter vedrørende det fremtidige arbejde med strukturreformen. Det fortælles der om i følgende fælles pressemeddelelse:
”På mødet var der en rigtig god stemning og stor enighed om de emner, som blev drøftet. Alle politikere udtrykte sig meget positivt i forhold til en sammenlægning mellem Grenaa og Nørre Djurs, selv om flere påpegede, at de gerne havde set Grenaa og Nørre Djurs indgå i en større kommunesammenlægning.
Det blev dog gang på gang påpeget på mødet, at en sammenlægning af Grenaa og Nørre Djurs er naturlig set i lyset af de mange fælles relationer og ligheder. Det blev klart på mødet, at de to kommuner ser ens på de væsentlige forhold vedrørende kommunalreformen, og derfor er det med stor optimisme, at forberedelserne til sammenlægning nu så småt indledes.
Helt konkret var lokalpolitikerne i de to kommuner enige om, at:
• Nørre Djurs og Grenaa skal arbejde hen imod en sammenlægning.
• Der er tale om en åben sammenlægning, det vil sige at andre kommuner er velkomne.
• Den nye kommune vil være positiv overfor at indgå forpligtigende samarbejder med en eventuel ny kommune mod vest bestående af Rougsø/Sønderhald
• Den nye kommune er positiv overfor ”almindeligt” samarbejde med de fire syddjurs kommuner
• De to kommuner koordinerer høringssvaret til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
• Der nedsættes en politisk styregruppe bestående af to politikere fra hver kommune, med kommunaldirektøren for Nørre Djurs og ordførende direktør fra Grenaa som observatører. Styregruppens opgave bliver at udarbejde en tids- og handleplan for den videre proces med sammenlægning.
Yderligere oplysninger kan fås hos borgmester Gert Schou på tlf. 87585960
og
borgmester Jens P. Jellesen på mobil tlf. 20241115.”
Indsendt til Djurslands Netavis af Nørre Djurs Kommune
Kilde: /
Rex