I dag fortæller Kirsten Krogh fra Nørre Djurs Kommune om en ny udstilling på det lokale rådhus:
”GLASKUNST MED INSPIRATION FRA GRØNLAND
- spændende udstilling på Nr. Djurs Rådhus
Især ophold i Grønland har inspireret glaskunstneren Pia Frahm, der udstiller på Nr. Djurs Rådhus i oktober måned.
Hun udtrykker det sådan:
"Stilheden - det enkle - en rasende storm - den lange mørke vinter - lyset - kontraster så overvældende, at man kan føle sig afmægtig.
Grønland er stadig min kilde til inspiration, når jeg arbejder med glasset. Det får liv, når man ser de mange farvelag eller små luftbobler. I nogle af mine ting anvender jeg også metaller som guld, kobber eller sølv. jeg bruger tit transparente farver og lægger forskellige bladmetaller ind i glasset".
Udstillingen omfatter mange forskellige former for glaskunst lige fra små skåle og lysholdere til store fade og figurer. Alle med et utroligt spændende farvespil og i nogle former der gør det til en oplevelse at betragte dem i forskellige vinkler og lysstyrker.
Pia Frahm er uddannet blomsterdekoratør og har gennemgået forskellige kurser i anvendelsen af glas hos bl.a. glaskunstnerne Else og Folmer Willumsgaard i Kbh. Hun bor i Ringe, men har netop overtaget en ejendom i Sandholt Lyndelse på Fyn, hvor hun indretter værksted, og fra foråret er klar med en ny salgsudstilling.
Desuden har hun en permanent salgsudstilling hos Galleri Jarsbo, Skolebakken, Århus C.
Vil man vide mere om Pia Frahm og hendes glaskunst, har hun en flot hjemmeside med adressen
www.piafrahm.com.”
Indsendt til Djurslands Netavis af Kirsten Krogh fra Børne- og Kulturforvaltningen i Nørre Djurs Kommune
Kilde: /
Rex