En dame fra Assentoft følger op på det ovenstående med følgende argumentation for det rigtige i at holde en folkeafstemning i Sønderhald:
”Når der afholdes folkeafstemninger i diktaturstater eller i underudviklede områder, ser man ofte, at der kun er én kandidat at stemme på, eller at der laves valgfusk.
Det er sørgeligt, og jeg håber altid på bedre tider for disse lande. Samtidig glæder jeg mig over, at jeg lever i et land, hvor der er ordnede forhold, og hvor befolkningen har medbestemmelsesret.
Da vi valgte vore politikere ved det sidste kommunalvalg, kunne ingen forudse, at der skullej ske en så omfattende ændring af danmarkskortet, som en kommunesammenlægning er, og vi kendte ikke dengang politikernes sindelag i dén henseende, ej havde vi mulighed for at høre deres argumenter i en så vigtig sag.
Derfor bør politikerne nu lytte til borgernes ønsker om kommunens fremtidige tilhørsforhold. Man kan forestille sig, at vore kommunalpolitikere i solidaritet over for vore dygtige embedsmænd ønsker en så lille enhed som muligt, men vi er nødt til at bruge vore visioner for fremtiden, vi skal se på, hvad der er bæredygtigt, og hvad der gavner vor kommune mest.
En folkeafstemning om kommunens tilhørsforhold vil indikere befolkningens ønsker om, hvem vi skal lægges sammen med, og jeg håber, politikerne vil gå ind for en folkeafstemning og ikke sidde borgernes ønsker overhørig.”
Skrevet af Bodil Damgaard Nielsen fra Assentoft
Kilde: Randers Amtsavis d. 1. oktober
Rex