Grenaa Bladet: En velbesøgt fritids- og kulturkonference på Kattegatcentret i Grenaa havde den nye direktør på stedet, Peter Sand, som oplægsholder.
Borgmester Gert Schou overrakte torsdag den 23. september Årets Fritids- og Kulturpris til en flok repræsentanter fra Dolmer Rideklub. Det foregik på Kattegatcentret i Grenaa.
|
Endvidere blev kommunens Fritids- og Kulturpris overrakt, og den gik i år til Dolmer Rideklub.
Peter Sand talte i sit oplæg om hvilke begivenheder, der har »landkortseffekt«. Der var tale om et godt oplæg med mange input til det kommende markedsføringsarbejde af området.
Fra RGI kom konsulent Ole Brændgård med 10 bud, der var vigtige ved de kommende sammenlægningsmøder kommunerne imellem. Det skete ud fra den synsvinkel det er at have ståsted i det frivillige foreningsarbejde.
Ole Brændgård har allerede været involveret i udarbejdelse af planer i andre kommuner, og gav megen stof til videre bearbejdelse for deltagerne på konferencen.
Årets Fritids- og Kulturpris blev overrakt af borgmester Gert Schou, og den gik som allerede nævnt til Dolmer Rideklub.
Han motiverede prisen med, at det var en forening, der altid viste initiativ og deltog i meget i bybilledet. En forening, der havde oprettet et stærkt, socialt netværk - ikke mindst gennem massiv forældreopbakning.
En forening, som har plads og rum til det sociale ansvar ved at have praktik- og jobtræningspladser til ledige, og som har ydet et enormt stykke arbejde for at skabe rammer til, at handicappede også kan dyrke ridesport.
Kort sagt en forening med stort engagement, sagde borgmesteren blandt andet.
Prisen, der var en flot akvarel af Lars Sand Kirk, overraktes til et udpluk af »trækdyrene« i Dolmer Rideklub.
Kilde: Grenaa Bladet
//