Grenaa Bladet: På torsdag den 7. oktober kl. 20.00 kan man opleve ingen ringere end Danmarks førende rock-ulv, Peter Belli, i en unplugged/akustisk udgave i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
Danmarks førende rock-ulv, Peter Belli, gæster Kulturhuset Pavillonen i Grenaa med en unplugged koncert torsdag aften den 7. oktober.
|
Det var med massive anmelderroser, at Peter Belli’s seneste album »Når Timerne Bliver Små« blev modtaget, da det udkom i februar.
Albummet bød på den simple opskrift at lade Belli synge et velvalgt udpluk af nyere tids danske sangskat. Akkompagnementet var beskedent og akustisk, og gjorde, at Belli’s stemme kom helt frem, hvor den hører hjemme.
Det er samme filosofi, der gør sig gældende på den nystartede turné, hvor den 60-årige sanger bakkes op af Niels Ole Thorning på tangenter og de to guitarister Lars Skjærbæk og Søren Koch.
Alle tre gengangere fra albummet. Ud over at være en velkommen ny turné-form for Peter Belli, tjener den igangværende turné også som opvarmning til de indspilninger, der går i gang mod slutningen af året, og som gerne skal medføre en opfølger til »Når Timerne Bliver Små«.
Belli og hans tre aldeles fremragende musikere gav en sådan unplugged koncert, som der venter publikummet i Kulturhuset Pavillonen på torsdag, i Musikhuset i Århus den 24. september, og en 5-stjernet anmeldelse af koncerten slutter således:
»I to timer og et kvarter fyldte Peter Belli Musikhusets golde foyer med glød, nerve og pondus.
Og det er rent blær at opleve, hvor legende let, det er for Belli at leve op til titlen som Danmarks bedste rocksanger«.
Så har man ikke sikret sig en billet til koncerten, så kan det på det varmeste anbefales, at man får det gjort i en vis fart. Der venter publikum en stor musikalsk oplevelse i Kulturhuset Pavillonen på torsdag den 7. oktober.
Billetsalget til koncerten finder sted i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa, i Djurslands Banks afdelinger samt via www.pavillonen.dk.
Kilde: Grenaa Bladet
//